To svenskere sigtet for eksplosion i København. Den ene anholdt, den anden på fri fod. Nu reagerer statsministeren

Efter to eksplosioner i København på under en uge vil regeringen indføre flere tiltag for at undgå lignende hændelser i fremtiden. Et af regeringens svar er at styrke grænsen mellem Danmark og Sverige. Politiet har således sigtet to unge svenske mænd for at stå bag angrebet mod Skattestyrelsen.

Pressebriefing ved chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov med nyt i sagen om eksplosionen ved Skattestyrelsen tirsdag aften i sidste uge, onsdag den 14. august. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Nordøst for Malmø ligger et villakvarter med toetagers hvide træhuse placeret på sirlige rækker. Husene er ens, bøgehækkene langs vejen er plantet for nylig, og blomsterne på terrasserne står i fuldt flor.

Midt i det rolige kvarter står en svensk mand med iransk baggrund uden for sit hus. Han har vakt opmærksomhed, fordi han vil tale om en af de andre familier på vejen – familien til den 22-årige mand, som dansk politi mistænker for at have medvirket til bombeangrebet mod Skattestyrelsen på Østerbro i København 6. august.