To kommuner investerer i de tungeste arbejdsløse: »Det er sket gennem de jobcentre, som regeringen vil nedlægge«

Næsten 200.000 mennesker er hverken klar til at arbejde eller syge nok til førtidspension. To kommuner har investeret i den håbløse situation og får afkast på mange millioner.

To kommuner har gjort det, men det kræver mod og en stærk kommunal ledelse at bruge mange penge på at investere i de svageste ledige, mener formanden for Reformkommissionen, Nina Smith. Mads Claus Rasmussen

Knap 200.000 voksne danskere har været fanget i et limbo på kanten af det danske arbejdsmarked, og sådan har det ifølge Reformkommissionen været igennem de seneste to årtier. Gennem optur og overophedet arbejdsmarked, nedtur og finanskrise. Genopretning, optur igen og efterhånden kronisk mangel på arbejdskraft. Intet af det har gjort mærkbar forskel.

Det er voldsomt mange mennesker, en tilsyneladende håbløs situation, og der er nødt til at ske noget, mener Reformkommissionen, som over 140 sider anviser forskellige tiltag til kommuner, Folketinget og det private erhvervsliv.