Først var det en mand, som tog fat i en dreng i Hørsholm.
Så forsøgte en mand angiveligt at få to tiårige drenge til at sætte sig ind i hans varevogn i Nivå.
De to episoder har fået Hørsholm Kommune til at reagere, oplyser Hanna Bohn Vinkel, der er centerchef for dagtilbud og skole til B.T.
»Vi oplyser forældrene om, at de skal være opmærksomme, og at det er en god idé, hvis børn har nogen at følges med hjem, indtil politiet har undersøgt, hvad det er, der er foregået,« siger hun.
Opfordringen er sendt ud til forældre, der har børn i kommunens skoler.
I nabokommunen Fredensborg er der også blevet iværksat initiativer, fortæller kommunikationschef Jesper Holdflod Pallesen til B.T.
Her er skolerne og daginstitutionerne blevet gjort opmærksomme på situationen.
Uvist om sagerne hænger sammen
Episoden i Nivå fandt sted omkring klokken 15.20 i onsdags på Rødehusvej i området omkring Æblets Kvarter.
Her skal en mand med orange skibukser og orange gummistøvler ifølge de to drenge have kørt efter dem i en varevogn, hvor han flere gange skal have sagt, at de skulle sætte sig ind i bilen.
På et tidspunkt steg manden angiveligt ud af bilen, som havde tonede ruder, og satte efter de tiårige, skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Det lykkedes drengene at løbe fra manden og ind på en skole, hvor de kontaktede en voksen. Det har efterfølgende fået politiet til at udsende en eftersøgning af manden.
»Det er en sag, som vi naturligvis tager meget alvorligt,« siger politikommissær og efterforskningsleder Kasper Guldager fra Nordsjællands Politi.
Manden beskrives som 40 til 45 år, 160 centimeter høj, spinkel af bygning, halvt dansk/halvt udenlandsk af udseende.
Og det er – som tidligere nævnt – ikke den eneste sag, der involverer børn, og som er dukket op fra området den seneste tid.
I sidste uge modtog politiet en anmeldelse om en mand, der havde taget fat i en dreng på Agertoften i Hørsholm.
Hvorvidt der er en sammenhæng mellem de to sager, vides ikke.