Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov, har tirsdag delt en træningsvideo af sig selv kort efter en historie om, at han skulle lide af akut betændelse i bugspytkirtlen.
Det var det uafhængige russiske medie Novaja Gazeta Europa, der mandag skrev, at den omstridte leder af den tidligere så uroplagede republik skulle være ramt af sygdommen, der potentielt kan være dødelig.
Ramzan Kadyrov er Putins garanti for orden i den selvstændige republik i det sydøstlige Rusland, og derfor er Kadyrovs helbred og styrke et spørgsmål om Rusland og Putins sikkerhed, som Berlingskes Rusland-korrespondent tidligere har beskrevet.
Og nu demonstrerer 47-årige Kadyrov altså både styrke og vitalitet i en video på det russiske sociale medie VK.
I videoen kan man se den tjetjenske leder og en gruppe mænd løfte vægte, og Kadyrov ses wrestle med en af sine træningskammerater.
Videoen er fulgt af en længere tekst, hvor der blandt andet står: »Den travle dag sluttede med træning og positivitet. Fysisk aktivitet forbedrer ikke kun din krop, men også dit humør.«
Videoen nævner intet om den påståede sygdom.
Rygterne om, at den tjetjenske leder skulle være syg, har svirret i mere end et år.
De begyndte, da han pludselig blev set kraftigt opsvulmet i ansigtet, rystende på hænderne og stammende.
I september blev han set på et elitehospital i Moskva, hvor han ifølge Aleksej Venediktov, tidligere chefredaktør på det uafhængige russiske medie Echo of Moscow, modtog dialysebehandling.
Hvad der skal ske nu, er uvist, men ifølge Novaja Gazeta er Kreml i gang med at finde en afløser til posten som Tjetjeniens leder.