Medie: Tjetjeniens omstridte diktator lider af potentielt dødelig betændelse – »han vil hverken være død eller levende«
Nu kan uafhængigt russisk medie afsløre, hvad Ramzan Kadyrov, Tjetjeniens leder, lider af.
Nu kan uafhængigt russisk medie afsløre, hvad Ramzan Kadyrov, Tjetjeniens leder, lider af.
Rygterne har svirret i over et år: Der er noget helt galt med Ramzan Kadyrov, Tjetjeniens omstridte leder, men hvad er det, han fejler?
Nu har det uafhængige russiske medie Novaja Gazeta Europa muligvis svaret på spørgsmålet.
Kadyrov lider af akut betændelse i bugspytkirtlen, og han blev allerede diagnosticeret med dette tilbage i 2019, som mediet skriver i en ny afsløring.
De fleste betændelser i bugspytkirtlen forløber mildt, men tilstanden kan i svære tilfælde være dødelig, fremgår det af sundhed.dk.
»I 2019 var det de færreste, der lagde mærke til, hvor meget Ramzan Kadyrov havde tabt sig (...) netop dette pludselige vægttab er det første symptom på aktivt udviklende betændelse i bugspytkirtlen,« skriver det uafhængige russiske medie.
Ramzan Kadyrov fejler ifølge Novaja Gazeta flere ting:
Efter at være blevet smittet med covid-19 i sommeren 2020 udviklede Kadyrov angiveligt »alvorlige problemer med sit endokrine system«.
I foråret 2022 fik han angiveligt nyresvigt og væskeophobning i lungerne, hvilket gjorde det svært for ham at tale og gå.
I september 2023 tog hans helbred tilsyneladende endnu et nøk i den forkerte retning, og han blev indlagt på et elitehospital i Moskva.
En MR-scanning fra sidste efterår viste på det givne tidspunkt en prognose, der gjorde Kadyrovs slægtninge »deprimerede«, siger en kilde fra hospitalet til det russiske medie.
En kilde tæt på Adam Delimkhanov, som er medlem af den russiske statsduma, har parafraseret familiens reaktion på følgende måde, skriver Novaja Gazeta:
»Lederen som vi kender ham, vil ikke længere være her. (Den nye, red.) sygdom vil have en alvorlig indvirkning på ham. Selv i tilfælde af at han kommer sig nu, vil han hverken være død eller levende.«

Ramzan Kadyrovs helbred er ikke uvæsentligt for Kreml – det er et spørgsmål om Ruslands sikkerhed, som Berlingskes Rusland-korrespondent, Emil Rottbøll, har skrevet det tidligere.
De russiske myndigheder har ifølge Novaja Gazeta indledt en PR-kampagne i forsøget på at aflede opmærksomheden fra Kadyrovs helbredsproblemer – nu forbereder Kreml sig på det værst tænkelige scenario, så regimet er i færd med at lede efter en afløser.
Det har ikke været muligt for Berlingske uafhængigt at verificere oplysningerne.
Kort efter Novaja Gazetas historie blev publiceret blev en video delt på Kadyrovs officielle Telegram-kanal, som du kan se i toppen af livebloggen.
Den viser ham sidde for bordenden til et møde, og Ruslandseksperter har spekuleret i, om den er et forsøg på at afblæse afsløringen.
Det er uvist, hvornår videoen er blevet optaget.