Det er usikre og foreløbige beregninger, og de kan hurtigt ændre sig.
Sådan beskriver tidligere direktør for Statens Serum Institut (SSI) Nils Strandberg Pedersen de beregninger fra SSI, der af regeringen bliver anvendt til at vurdere, hvornår og i hvilket omfang blandt andet restauranter og stormagasiner kan genåbne.
Flere politikere har forgæves bedt om adgang til tal og data bag beregningerne. Det samme har flere forskere, som derfor også ønsker tallene offentliggjort.
Ifølge Nils Strandberg Pedersen er der ingen grund til at kritisere SSI for ikke at ville udlevere bagvedliggende data, sådan som blandt andre biostatistikprofessor ved Københavns Universitet Claus Thorn Ekstrøm og flere politikere gør i Berlingske.
»Der er ingen mulighed for at kigge SSI i kortene, når man ikke kan se alle antagelserne bag beregningerne, og jeg kan godt forstå de politikere, der synes, at det er en mærkelig proces,« lyder det fra Claus Thorn Ekstrøm.
Nils Strandberg Pedersen »forstår ikke helt kritikken«, som ifølge ham »vist også er politisk betonet«.
»Lige meget hvad man når frem til, er det i sidste ende politiske valg, som skal træffes på baggrund af beregninger med betydelige grader af usikkerhed,« siger han.
Ifølge Nils Strandberg Pedersen er »sådanne beregninger lavet under forudsætning af, at folk opfører sig sådan og sådan, at virus opfører sig sådan og sådan, og at man har en kontakt, der er sådan og sådan«.
»Men det kan hele tiden ændre sig,« understreger han.
»Det er kutyme, at man ikke offentliggør resultater, før de er blevet valideret,« siger Nils Strandberg Pedersen og tilføjer, at »selve regnemodellerne er velkendte«.
Hvis du nu stadig var direktør for SSI, ville du så lægge tallene frem?
»Det ville ikke være mig, der bestemte det. Ville regeringen have tallene lagt frem, kunne den få det,« siger han:
»Får SSI at vide, at man ikke må offentliggøre, så gør man selvfølgelig ikke det.«
Nils Strandberg Pedersen omtaler beregningerne som »foreløbige arbejdspapirer«.
Så du ville sige til kritikerne, at vil I se data, så spørg Mette Frederiksen eller Magnus Heunicke?
»Ja, det ville jeg gøre.«