Thore Bjørn og familien har planlagt deres flytning hjem til Danmark i flere måneder – nu gør regeringens regler det umuligt

Mere end tusinde danskere strander lige nu i udlandet, fordi de ikke kan fremvise en negativ coronatest, som regeringen nu kræver ved alle flyrejser til Danmark. Myndighedernes svar er, at danskerne må omlægge rejsen, men det hjælper ikke Thore Bjørn og hans familie, der skal hjem fra Canada. Hvis de bryder reglerne, risikerer de fængsel.

Danske Thore og Helle Bjørn samt hunden Maggie (og katten Nela) er strandet i Canada, fordi de ikke kan få adgang til en lyntest efter regeringens nye regler. Privatfoto

Det er en presset mand, der tager telefonen i en by tæt på Toronto i Canada. Det lægger han ikke skjul på, men det skinner også igennem i stemmen. Desperation, forvirring, frustration.

Klokken er kvart i seks om morgenen hos danske Thore Bjørn, og han har kun sovet en time i nat, fortæller han. Familien er vågnet tidligt, så de kan genoptage deres endeløse opkald til myndigheder i Danmark, mens de opdaterer hjemmesider og holder øje med nye informationer. Desperate efter en løsning.