Mette Frederiksen har præsenteret det »helt nye« værktøj mod coronavirus – men det har én afgørende akilleshæl

Regeringen introducerede kort efter nytår et nyt værktøj i kampen mod den nye, aggressive mutation af coronavirus. Værktøjet skal kortlægge udbredelsen af den særligt smitsomme variant og dæmme op for den hastigt eskalerende smittespredning. Der er bare ét problem, fortæller både eksperter og myndigheder: Værktøjet er reelt ubrugeligt på et afgørende område i indsatsen mod coronavirus.

Myndighedernes seneste redskab i kampen mod nye og særligt smitsomme mutationer af covid-19 har et fundamentalt problem, som betyder, at det reelt er ubrugeligt som værktøj til at opspore smittekæder.

Myndighederne får nemlig først svar på, hvem der er smittet med særlige mutationer, når muligheden for at bryde smittekæderne ved hjælp af smitteopsporing for længst er passeret.