Oxford-professor advarer: Derfor er den engelske virustrussel en helt unik modstander

Uden tiltag, der er endnu kraftigere end de udmeldte, risikerer Danmark om få uger at være komplet overmandet af den stærkt smitsomme engelske coronavariant – med endnu flere indlagte og døde. Vi undgår heller ikke den frygtede sydafrikanske variant. Sådan lyder det fra fremtrædende professor, der løfter sløret for en række opsigtsvækkende egenskaber ved de nye virustrusler.

Den opsigtsvækkende mutation i både den engelske og sydafrikanske variant af den nye coronavirus er sket i virussens pigge eller spikes, som den anvender til at »låse« vores celler op med – og inficere dem. Med mutationen er virussens nøgle til vores celler blevet hårdere og mere effektiv – hvilket gør den mere smitsom. CDC/Ritzau Scanpix

Bedst som den ganske verden var begyndt at ånde lettet op på grund af den globale vaccineudrulning, kaster en ny udvikling i coronapandemien mørke skygger ind over det begyndende 2021.

For ind fra højre er ankommet to kraftigt muterede varianter af coronavirussen – en fra England og en fra Sydafrika. Begge ser ud til at »udmærke« sig ved at smitte væsentlig lettere blandt mennesker og kan dermed forandre hele vores forudfattede billede af sygdommens fortsatte udvikling.