Folketingsmedlem Theresa Scavenius har besluttet sig for at forlade Alternativet.
Det skriver hun på Facebook.
Beslutningen kommer, efter at Alternativets folketingsgruppe i den forgangne uge besluttede at fratage Theresa Scavenius alle ordfører- og udvalgsposter, ligesom folketingsgruppen bad hende om at flytte fysisk væk fra Alternativets kontorer på Christiansborg. Partiets hovedbestyrelse ville dog ikke ekskludere Theresa Scavenius. Beslutningen blev således hendes egen.
På Facebook skriver Scavenius om sine snart 11 måneder på Christiansborg:
»Jeg har næsten siden dag ét kæmpet for at holde stand på Christiansborg og internt i Alternativets folketingsgruppe, fordi at jeg oplevede, at det var uønsket at holde fast i demokratiske principper og i et faktuelt grundlag for politik. Det er uønsket, fordi det ødelægger det politiske spil på Christiansborg, hvor alt - også moralske principper og viden - er til forhandling.«
Og videre:
»Når man holder fast, er man »besværlig«, »svær at samarbejde med«, og der kommer der et ekstremt modpres, som kommer i form af forskellige sociale repressalier og ubehagelige trusler, forsøg på karaktermord og falske anklager, hvor metoden er at bruge det sociale rum til at lægge et personligt pres. Dette er min tydelige oplevelse fra min relativt korte tid i Folketinget,« skriver Theresa Scavenius.
Theresa Scavenius henviser specifikt til forløbene om en mulig advokatundersøgelse i minksagen, affaldsloven og koranloven.

Hun mener desuden, at Alternativets hovedbestyrelse er blevet presset til at ekskludere hende, hvilket forklarer, hvorfor der den seneste tid er kommet skiftende meldinger.
»Jeg har i dag meldt mig ud af Alternativet, da jeg på baggrund af alt dette desværre ikke ser nogen anden mulighed,« skriver Theresa Scavenius.
Theresa Scavenius har trods en relativ kort politisk karriere allerede foretaget flere politiske skift. Først meldte hun sig i 2016 ind hos De Radikale. Men efter at hun tabte kampen om næstformandsposten, skiftede hun til Alternativet. Her tabte hun i 2020 den interne kamp om at blive politisk leder, og så stiftede hun sit eget parti, Momentum. Efterfølgende rykkede hun igen til Alternativet og blev i november 2022 valgt til Folketinget.
Theresa Scavenius er flere gange kommet i mediernes søgelys, blandt andet for sine fly- og taxature.
Scavenius versus Christiansborg
I et større interview med Berlingske forklarede Theresa Scavenius onsdag, at det har været et »kæmpe kulturchok« at træde ind på Christiansborg. Hun fortalte, at hun havde oplevet en række parlamentariske udfordringer. Eksempelvis:
Partierne fungerer som klaner, alle orienterer sig imod.
Folketingets udvalg har reelt ingen magt og kan ikke kontrollere regeringen.
Partitoppene udsender kampagner eller dekreter, som alle medlemmer slavisk skal følge.
Man lytter i mindre grad til viden, eksperter og fagkundskab.
De store, brede forlig og politiske pakker kan blive et problem, fordi partierne føler sig tvunget til at blåstemple al efterfølgende lovgivning inden for den politiske pakke.
Lovgivning er blevet et ekspeditionskontor uden kontrol.
Det enkelte folketingsmedlem kan ikke følge sin egen overbevisning i konkrete sager.
Theresa Scavenius henviser selv til interviewet med Berlingske i sit opslag på Facebook:
»Jeg har i dag i Berlingske Tidende givet et interview om, hvordan den politiske kamp starter med en kamp for at få faktabaseret politik,« skriver hun.
Alternativet fik seks mandater ved folketingsvalget i november 2022. Men Theresa Scavenius tilføjer, at hun agter at beholde sit folketingsmandat og således blive løsgænger:
»Jeg er optaget af at kunne fortsætte mit parlamentariske oppositionsarbejde, hvor jeg kan kontrollere og kritisere regeringens politik,« lyder det fra Theresa Scavenius.
Franciska Rosenkilde, politisk leder af Alternativet, oplyser via partiets pressetjeneste, at man tager Theresa Scavenius' udmeldelse til efterretning - og har ikke yderligere kommentarer.

