Techgiganterne er længe blevet kritiseret for at bruge mediernes journalistik på deres platforme uden at betale for det.

Nu har én af de allerstørste sagt ja til at betale et fast beløb for at bruge danske nyhedsmediers indhold. I hvert fald midlertidigt.

Google har nemlig indgået en midlertidig licensaftale med Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation (DPCMO). Det skriver MediaWatch.

DPCMO repræsenterer 37 danske mediehuse- og koncerner og har siden 2021 forhandlet med de store techvirksomheder om brug af mediernes indhold.

»Siden sommeren 2021 har vi arbejdet hårdt på at blive enige om vilkårene,« siger bestyrelsesformand og koncernchef i Berlingske Media Anders Krab Johansen i en pressemeddelelse.

»Vi har tillid til, at denne midlertidige aftale er et vigtigt skridt mod at sikre betaling til industrien.«

Næste skridt bliver ifølge DPCMO at forhandle en fast aftale på plads.

Ikke store penge

Til Mediawatch fortæller Anders Krab Johansen, at det er første gang i Europa, at en organisation, der forhandler på vegne af pressen i et helt land, har landet en aftale med Google.

Den midlertidige aftale indebærer en månedlig betaling fra Google, som går til DPCMO og derfra fordeles videre til medlemmerne. Det konkrete beløb vil bestyrelsesformanden ikke oplyse.

»I første omgang er det ikke store penge. For mig er det vigtige, at der er en gensidig anerkendelse mellem Google og DPCMO om, at danske mediers indhold er deres eget, og at man ikke bare kan bruge andres indhold uden at betale for det,« siger Anders Krab Johansen til MediaWatch.

På længere sigt regner han dog med, at betalingerne vil nå et mere mærkbart niveau.

Tidligere på året landede DPCMO en lignende aftale med Microsoft om dansk medieindhold på søgemaskinen Bing.

DPCMO blev stiftet i 2021, efter at Folketinget vedtog en lov, der gav medierne rettigheder over for techgiganter, der benytter deres indhold. Det skete som en delvis implementering af et EU-direktiv om ophavsret fra 2019.