Svensk politi har endnu ingen mistænkte i sagen om de seneste måneders mange stenkast mod danske biler på den sydsvenske motorvej E65.
Det oplyser politiet i Ystad til Berlingske.

»Vi har ingen mistænkte personer i øjeblikket. Vi arbejder nu på at kortlægge alle anmeldelserne,« skriver politiinspektør Patric Nihlén i en mail.
Berlingske skrev tidligere i dag, at svensk politi siden slutningen af april har modtaget 33 anmeldelser om stenkast mod danske biler på E65, som løber mellem Skurup og Ystad, og som hyppigt benyttes af pendlere til og fra Bornholm.
Sagen er opsigtsvækkende, fordi samtlige af de ramte biler er danske. Ingen andre nationaliteter, herunder svenskere, er blevet ramt af stenkastene.
Antallet af anmeldelser i sagen er eksploderet, efter at Rigspolitiet mandag udsendte en advarsel til alle danske bilister, der kører på den sydsvenske motorvej.
Fra mandag til tirsdag steg antallet af anmeldelser fra 15 til 33. Siden Berlingskes artikel lidt over middag er antallet steget yderligere fra 33 til 35, oplyser Patric Nihlén.
Politiet i Ystad har heller ikke nogen indikation af motivet endnu.
»Der er intet kendt motiv på nuværende tidspunkt,« skriver Patric Nihlén.