»Vi vil indføre et nyt akutnummer, 113 i stedet for de flere lokale akutnumre,« fortæller indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl-Bille (LA) ved tirsdagens pressemøde for Regeringen og Dansk Folkepartis sundhedsreform.
Ministeren fortæller, at der er for stor forskel på de regionale akutnumres kvalitet, og at nummeret derfor i stedet skal være landsdækkende. Man skal fortsat ringe 112 ved livstruende situationer, men fremover ringe 113 ved andre akutte situationer. Region Hovedstadens akutnummer, 1813, bliver dermed nedlagt.
Hovedstadens akutnummer er de seneste år blevet udskældt i medierne, da en teenager døde af meningitis, fordi akuttelefonen undlod at sende en ambulance.
Det nye akutnummer bliver dog kun en realitet, hvis den blå regering vinder valget til sommer og dermed kan indføre sin sundhedsreform.