Et kommunalt uniformeret vagtkorps, der skal patruljere i gaderne og udskrive bøder til uromagere og dem, der støjer eller har fået en tår over tørsten, kan meget muligt være på vej. Det fremgår af et fortroligt udkast til en aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2024, som Berlingske er i besiddelse af.

Hos Venstre i Københavns Kommune bakker man ikke bare op om ideen, men synes, at den er så god, at partiet allerede i 2017 foreslog et lignende initiativ.

»Gennem årene har vi kunnet se, at politiets ressourcer er strakt langt. Samtidig er der flere steder i byen, hvor vi kæmper med store udfordringer. Jeg tror ikke, at der er nogen, som tror på, at politiet får ekstra ressourcer til også at håndtere den type problemer. Derfor mener vi, at vi som kommune kan hjælpe politiet med at sikre borgernes tryghed,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.

Ifølge udkastet til forliget vil regeringen give kommunerne mulighed for at sikre »ro og orden« med egne vagter. Hvis kommunerne oplever, at politiet ikke slår til i forhold til at hjælpe borgerne, skal de have mulighed for at tage sagen i egen hånd. Regeringen er klar til at lade landets kommuner bruge såkaldte »kommunale tryghedsvagter«.

Hvorfor er det et kommunalt vagtkorps, der skal stå for at skabe ro og tryghed, og ikke politiet?

»Vi har set flere gange, at hver gang politiet får tildelt ressourcer, så forsvinder de hurtigt igen. Til andre steder i byen, til grænsekontrol eller minkfarme, der skal jages. Men derudover kan vi se fra andre byer, at en sådan ordning får rigtig gode tilbagemeldinger. Borgerne føler, at det er trygt. Det kan for nogle grupper af borgere virke mindre konfliktoptrappende, at der ikke med det samme står en politibetjent, men én fra kommunen.«

Flere bøder

Udkastet specificerer hverken beføjelser for vagterne, eller hvilken typer ny teknologi der kan være tale om. Borgernes retsstilling over for de kommunale tryghedsvagter fremgår heller ikke. Cecilia Lonning-Skovgaard håber, at muligheden for at udskrive bøder bliver en del af korpsets beføjelser:

»Vi håber, at der kan findes lovhjemmel til, at de kan udskrive bøder. Der har været diskussioner gennem årene, om de skulle have våben, peberspray eller måske politihunde. Det synes jeg som udgangspunkt ikke, at de skal. Men de skal være uniformerede, så man kan se, at de udtrykker autoritet.«

Borgmesteren ønsker blandt andet, at der skal gives bøder for at smide skrald på gaden og for larmende højttalere.

Kan du frygte, at et kommunalt vagtkorps betyder, at politiet ikke på samme måde er til stede i byen?

»Ikke rigtig. København er så stor en by, at der er brug for både politiet og et kommunalt vagtkorps, hvis vi både skal have nogen, der holder øje med de unge i nattelivet, skaber tryghed i byrummet og patruljerer på Islands Brygge. Der er rigeligt brug for begge dele,« siger hun og tilføjer:

»Der skal naturligvis være et godt samarbejde med politiet, hvis der er episoder, der går ud af kontrol. Der skal være en hotline, man kan ringe til, så der er hurtig politiassistance.«

Regeringen lægger op til en forsøgsordning. Den enkelte kommune skal afgøre, om den vil gøre brug af ordningen. Det fremgår også, at aftaleparterne præsenteres for en model for den nærmere udformning i første halvdel af 2021. Og at forsøgsordningen »kræver etablering af det nødvendige lovgrundlag«.