Størstedelen af danske drenge gamer dagligt: Her er eksperts opfordring til bekymrede forældre

80 procent af drenge mellem syv og 14 år spiller computer næsten hver eneste dag, viser nye tal. Computerspil skaber ofte konflikter i familien, men ifølge en ekspert er der ofte ingen grund til forældrenes negative syn på spillene. Det er dog vigtigt, at man i familien tager stilling til, hvilket liv man ønsker for sit barn – uanset om computerspil er dårlige for barnet eller ej – lyder det fra en psykolog.

Computerspil fører ofte til konflikter i familien. Ifølge to eksperter er der nogle bestemte parametre, som forældre bør være opmærksomme på, hvis de er bekymrede over deres barns spilforbrug. Linda Kastrup

Skolerne holder efterårsferie, og for mange børn og unge er ferien lig med masser af timer foran computerskærmen i virtuelle universer som »Fortnite« og »Counter-Strike«.

Ifølge en ny undersøgelse, som Det Danske Filminstitut i samarbejde med YouGov står bag, spiller tæt på alle drenge i alderen syv til 14 år computer næsten hver eneste dag.