Spiontjenestens største fortaler for åbenhed blev fældet af sine hemmeligheder

Portræt: Lars Findsen har som chef for Forsvarets Efterretningstjeneste kæmpet for mere åbenhed i den hemmelighedsfulde spiontjeneste. Men tjenesten har tilsyneladende haft hemmeligheder for de eneste mennesker i kongeriget, tjenesten ikke må have hemmeligheder for.

Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen og to af hans ledende medarbejdere er mandag fritaget for tjeneste indtil videre. Det oplyser Forsvarsministeriet i en kortfattet pressemeddelelse. Celina Dahl

Der er et særligt lag af ironi i det forhold, at chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) nu er blevet sat fra bestillingen i en sag om hemmeligholdelse af tjenestens aktiviteter.

»Vi vil ikke være det mørkeste sted i staten, en stat i staten, og det er den opfattelse, vi prøver at bryde ned. Når man som organisation har tillid omkring sig, så har man også rum og plads til at passe sit arbejde,« udtalte Lars Findsen, da han for under et år siden lidt usædvanligt for en FE-chef stillede op til et interview i magasinet Euroman.