Artikel opdateret onsdag kl. 20:37 med link til pressemeddelelse nederst i artiklen.
Som Berlingske tidligere har beskrevet, dukkede der tirsdag billeder af udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) op på Twitter-kanalen for udenrigsministeriet i Rwanda.
Den danske minister var i Rwanda flankeret af udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) og mødtes med statssekretæren for østafrikanske anliggender i det rwandiske udenrigsministerium, Manasseh Nshuti. Billederne viste, at der var ved at blive underskrevet papirer. Ifølge tweetet var der tale om »MoUs« – et memorandum of understanding – som blandt andet handler om »samarbejde« om asyl og migration.
Berlingske har spurgt det danske udenrigsministerium, hvad samarbejdet handler om.
Ifølge ministeriet er de danske ministre i Rwanda »for at styrke det gode bilaterale forhold, som Danmark og Rwanda har opbygget i løbet af de seneste år«, lyder det i et e-mailsvar fra Udenrigsministeriet.
Det har tidligere været fremme, at Rwanda som det første land er åbne for at huse et dansk modtagecenter uden for Europa. Dermed kan mennesker, der søger asyl i Danmark, flyttes til et center i Rwanda, mens asylsagen behandles af de danske myndigheder.
To samarbejdsaftaler
Som også danske politikere, der er medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn, har måttet sande, er det imidlertid småt med informationer.
Men Udenrigsministeriet skriver i e-mailen, at der er tale om to samarbejdsaftaler.
»Danmark og Rwanda er nu blevet enige om at indgå to samarbejdsaftaler, som udtrykker gensidig interesse i et tættere asyl- og migrationssamarbejde og om øgede politiske konsultationer om udviklingssamarbejde. Der er ikke tale om forpligtende aftaler, men de udgør en fælles ramme for det fremtidige samarbejde. De to regeringer vil bruge det næste stykke tid på at drøfte konkrete områder, hvor samarbejdet kan styrkes,« lyder svaret, som Berlingske og andre medier har modtaget.
Berlingske stillede tirsdag formiddag et opfølgende spørgsmål til, hvad de to aftaler mere specifikt handler om, men havde ved redaktionens deadline ikke modtaget svar.
Tirsdag meldte Rwanda følgende ud om aftalerne:
»Vi havde en frugtbar diskussion, og disse aftaler åbner en platform for begge lande til at diskutere forskellige måder at samarbejde på i flygtninge- og asylhåndteringsprogrammer, men også andre områder som klimaforandringsledelse, handel og IKT (Informations- og kommunikationsteknologi, red.),« sagde statssekretæren ifølge det rwandiske medie KT Press.
Oversættelsen er foretaget via Google Translate og skal tages med forbehold.
Næstformand i Udenrigspolitisk Nævn, Michael Aastrup Jensen (V), undrer sig over, at der er indgået en aftale.
»Det forstår jeg intet af, da vi ingen orientering har fået i UPN (Udenrigspolitisk Nævn, red.) om hverken aftalen eller rejsen,« skriver han på Twitter.
Også De Konservative har tidligere kritiseret regeringen for at gå stille med dørene i sagen.
Enhedslisten har tidligere kritiseret, hvis et modtagecenter placeres i et diktatur, fordi man dermed ikke kan »sikre, at rettighederne bliver overholdt for de mennesker, som vi burde have ansvaret for«, har partiets udlændingeordfører sagt ifølge Jyllands-Posten.
Ekstra Bladet, der også har skrevet om sagen, citerer en ekspert, der kalder Rwanda for et »semidiktatur«. Præsident Paul Kagame, der har siddet på magten i cirka 20 år, blev tildelt 99 procent af stemmerne ved det seneste parlamentsvalg, skriver Ekstra Bladet.
»Rwanda er problematisk på mange måder. Det kan kaldes et semidiktatur, for officielt er der demokrati, men oppositionen har ikke rigtig nogen mulighed for at ytre sig. De trækker hele tiden folkemordskortet. Hvis man kritiserer regeringen, bliver man beskyldt for at være en, der benægter folkemordet. De kører en ret hård linje på det område,« siger Simon Turner, der er lektor på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, ifølge Ekstra Bladet.
Opdatering kl. 20:37: Onsdag aften har Udenrigsministeriet udsendt en pressemeddelelse via Ritzau om mødet i Rwanda. Den kan du læse her.
I pressemeddelelsen er minister for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen (S), citeret for følgende:
»Rwanda og Danmark har en række fælles prioriteter. Derfor er vi nu i gang med at drøfte det fremtidige samarbejde. De to aftaler udgør et stærkt fælles udgangspunkt for et styrket samarbejde mellem to små lande, der gerne leder ved eksemplets kraft. Det kunne for eksempel være om den grønne dagsorden, fremme af kvinders rettigheder og menneskerettigheder, adgang til solenergi eller jobskabelse for unge.
Vi skal bruge det næste stykke tid på at drøfte mulige konkrete områder, hvor vi har gensidig interesse i at øge vores samarbejde. Det ser vi frem til.«
Udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S), siger ifølge Udenrigsministeriets pressemeddelelse følgende:
»Vi er i Rwanda for at styrke det gode forhold, som vi har opbygget i løbet af de seneste år. Ikke mindst om kvoteflygtninge og støtte til de flygtninge, der opholder sig i landet.«