En anbefaling fra regeringens coronaekspertgruppe, som har kigget på afviklingen af festivaler og andre større arrangementer i sommer, møder nu hård kritik fra flere sider.
Ekspertgruppen anbefaler nemlig, at der ikke afholdes større arrangementer med overnatning, og det vil ikke bare ramme festivaler, men vil også gå ud over børn og unges sommerferieaktiviteter såsom spejderlejre og fodboldcamps, vurderer både Dansk Ungdoms Fællesråd og DGI samt Det Danske Spejderkorps og KFUM-spejderne i Danmark.
»Spejdere, der laver snobrød over bål, er jo bare ikke det samme som at tage med 100.000 på festival, hvor man fester med fremmede hele natten. Det virker meget ulogisk, og jeg har svært ved at forestille mig, at anbefalingerne fra ekspertudvalget bliver fulgt politisk,« siger DGI-formand Charlotte Bach Thomassen.
Hun mener, at det er problematisk, at man udarbejder fælles anbefalinger for alt fra festivaler til sommerlejre, og hun håber derfor, at man politisk vil afvige fra ekspertgruppens anbefalinger om overnatning.
Ligeledes skriver formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd, Chris Borup Preuss, på Twitter, at han er »rystet« over ekspertgruppens anbefalinger, og hvordan de risikerer at ramme børn og unge.
Også generalsekretær for Det Danske Spejderkorps Morten Gade og generalsekretær for KFUM-Spejderne i Danmark Ole Buch Rahbek kritiserer ekspertgruppens anbefalinger på Twitter.
Udsatte børn har brug for at komme væk
Regeringen nedsatte i marts en ekspertgruppe, som skulle komme med anbefalinger til, hvordan der kan afholdes større arrangementer og større forsamlinger såsom festivaler, messer, kongresser, koncerter og idrætsbegivenheder på sundhedsmæssig forsvarlig vis.
Da ekspertgruppen offentliggjorde anbefalingerne fredag, sendte en række festivaler en fælles pressemeddelelse ud om, at de ikke kan afholde festivalerne, hvis politikere følger ekspertanbefalingerne.
»Det vil ikke være realistisk at gennemføre store festivaler før sidst på sommeren,« lød det fra Jelling Musikfestival, Heartland, NorthSide, Copenhell, Tinderbox, Roskilde Festival, Nibe Festival og Dansk Live.
Men udsigten til ikke at kunne afholde større arrangementer med overnatning gør Charlotte Bach Thomassen bekymret for udsatte børn.
»For børn og unge, der har det svært, eller er lidt på kanten af fællesskabet, der er de her oplevelser jo endnu vigtigere,« siger hun og kommer med en opfordring til politikere:
»Jeg tænker derfor, at de her krav skal laves om, og det håber jeg, at vores fornuftige politikere også kan se. Sidste år kunne vi godt afholde sommerlejre, så det vil være pudsigt, hvis vi nu til sommer er underlagt strengere krav, når vi er rykket fremad med vacciner og testmuligheder. Det må kunne lade sig gøre.«
De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, har på Twitter meldt ud, at partiet vil kæmpe imod anbefalingerne, som rammer foreningslivet for børn og unge.
Kulturminister Joy Mogensen (S) har i en pressemeddelelse udtalt, at der med arrangørordningen er muligheder for kompensation.
»Regeringen og en række af Folketingets partier har tidligere på året besluttet at videreføre arrangørordningen frem til den 30. september 2021, så der kan kompenseres, hvis det viser sig, at arrangører ikke kan afholde større arrangementer som følge af covid-19-relaterede restriktioner. Det er meget vigtigt, at vi har fået et økonomisk sikkerhedsnet på plads.«