Sommerhusejere og bornholmsk akutberedskab ramt af grænselukning i Sverige: Det vækker »stor bekymring«

Danske Torpare, der repræsenterer over 9.000 danske familier med ødegårde i Sverige, ser med stor bekymring og frustration på grænselukningen mellem Sverige og Danmark. Hos akutberedskabet på Bornholm er man i tæt kontakt med de svenske myndigheder om situationen.

Mange danskere havde planlagt at holde jul i Sverige. Det må de nu droppe. Jan Jørgensen

De danske ødegårdsejere må se langt efter en juleferie i det svenske.

Det er konklusionen, efter at Sverige ved midnat lukkede for al indrejse fra Danmark. Det gælder både for rejsende i transit og personer med en ødegård i Sverige.

Og det vækker »stor bekymring«, skriver foreningen Danske Torpare, der er en sammenslutning af danskere med ødegårde i Sverige, i et brev til den svenske udenrigsminister, Ann Linde.

»I den kommende tid kan det være yderst kritisk ikke at have mulighed for at tilse sit hus og sikre det mod frostskader, og mange har forberedt at holde juleferie i deres svenske hus,« skriver foreningens bestyrelsesformand, Kim Høgh, i brevet, der også er sendt til en række danske ministre.

Da grænserne var lukket i foråret, var det stadig muligt for danskere at besøge deres ødegårde.

I brevet appellerer Danske Torpare til, at Sverige anerkender, at foreningens medlemmer er i en anden situation end andre turister, der besøger Sverige.

»De (vores medlemmer, red.) kender Sverige. De kan købe alt i Danmark og køre direkte til deres huse, hvor risikoen, for de bliver smittet, er mindre.«

Foreningen opfordrer til dialog og spørger ministeren, om der kan laves en dispensation for de danske ødegårdsejere, så de fortsat kan besøge deres huse.

Danske Torpare afventer stadig svar fra det svenske udenrigsministerium.

Forsøger at løse opgaver lokalt

Indrejseforbuddet gælder også al transit gennem Sverige. Det rammer særligt rejsende til og fra Bornholm, men også det bornholmske akutberedskabs mulighed for at fragte patienter til og fra øen, hvor turen gennem Sverige i ambulance oftest bliver brugt.

Charlotte Barfod, enhedschef for ambulance og køretøjer i Region Hovedstadens Akutberedskab skriver i en mail til Berlingske, at man er i tæt kontakt med de svenske myndigheder om den ændrede situation:

»Vi finder andre løsninger til de patienter, der har behov for at komme til specialiseret behandling. Nogle opgaver kan løses lokalt, og noget kan udsættes. Hvis der er behov for det, kan vi flyve patienter til behandling og undersøgelse på andre hospitaler i regionen. Der er både helikopter og fly fra Bornholm til Kastrup.«