»Wuhan seafood marked«, »Ukendt Wuhan lungebetændelse« og »sars-udbrud i Wuhan«.
Det er er nogle af de sætninger, som er er blevet censureret på sociale medier i Kina, siden coronavirussen brød ud. Det viser en ny rapport fra the Citizen Lab på University of Toronto.
Ifølge rapporten blev »en stor mængde indhold« censureret mellem januar og februar på det det sociale medie WeChat og YY, som er en kinesisk livestream-platform.
Censuren gælder ikke bare spekulativ information, rygter og kritik af den kinesiske regering. Også neutral, faktabaseret information, som læger forsøgte at få ud for at advare om virussen, blev censureret, lyder det i rapporten:
»Censuren af covid-19-indhold startede i begyndelsen af udbruddet og fortsatte med at blokere en lang række indlæg fra kritik af regeringen til officiel fakta og information.«
Rapporten konkluderer desuden, at censuren er »bekymrende«:
»At stoppe misinformation og spekulationer om epidemien kan hjælpe med at holde frygten i befolkningen nede og fjerne information, som kan vildlede borgere i forhold til, hvordan de beskytter sig selv bedst. Men at begrænse generelle diskussioner og faktabaseret information har den modsatte effekt og begrænser den offentlige bevidsthed.«
Flere hundrede ordkombinationer
Siden coronavirussen brød ud i Wuhan, har den kinesiske regering forsøgt at slette kritiske indlæg og få mere kontrol over de sociale medier for at sikre stabilitet efter udbruddet. Det skriver The Guardian.
30. december forsøgte lægen Li Wenliang og syv andre at advare om udbruddet i WeChat-grupper. Dagen efter startede censuren på det sociale medie YY.
Ifølge rapporten blev der tilføjet 45 nye ordkombinationer til den sorte liste med reference til sygdommen, heriblandt: »Ukendt Wuhan-lungebetændelse«, »Wuhan seafood marked«, »sars-forandring«, »sars-udbrud i Wuhan« og »Wuhan sundhedsudvalg«.
Hos mediet WeChat blev der mellem 1. og 31. januar censureret 132 ord og mellem 1. og 15. februar censureret yderligere 384 ord.
Hos begge medier er der blevet censureret ord og ordkombinationer, der var faktuelle og informerende.
»Selv om nogle af disse ordkombinationer er kritiske og kritiserer regeringens manglende evne og håndtering af covid-19, så refererer mange af dem til regeringen på en neutral måde,« lyder det i rapporten.
Ifølge BBC er eksempler på nogle af ordkombinationerne »lokale myndigheder + epidemi + regering + dække (cover up)« og »Wuhan + tydeligvis + virus + menneske-til-menneske-smitte«.
På WeChat er 19 ordkombinationer, der refererer til lægen Li Wenliang, desuden censureret.
Efter at have alarmeret den kinesiske befolkning om coronavirussen døde Li Wenliang i begyndelsen af februar på hospitalet. Hans død skabte vrede og sympati blandt kinesiske internetbrugere, som startede kritiske indlæg og hashtags om regeringen.
Li Wenliangs død skabte reaktioner flere steder i verden. Verdensundhedsorganisationen (WHO) skrev blandt andre et opslag på Twitter til ære for lægen:
»Vi er dybt bedrøvet over doktor Li Wenliangs død. Vi bør alle hylde hans arbejde, hvad angår udbruddet af coronavirussen,« citerede WHO sin direktør, Mike Ryan, for at udtale.