Et spektakulært syn har kurs mod danske farvande.
Snart vil Icon of the Sea, der med en længde på 3,5 fodboldbaner er udnævnt til verdens største krydstogtskib, skære sig gennem vandet mellem Sjælland og Fyn.
Det bekræfter det amerikanske krydstogtrederi Royal Caribbean, der ejer det kæmpestore skib, over for TV2 Øst.
Skibet bliver først taget i brug til næste år, men skal ud på sin første lange sejltur, når det senere i dag forlader værftet i Finland med kurs mod Miami.
Går alt som planlagt, krydser det Storebæltsbroen om en til to dage.
Det enorme skib er lige så langt som 3,5 fodboldbaner og vejer 250.800 ton.
Her kan du se et billede af det færdige skib, og i videoen i toppen af artiklen kan du få en fornemmelse af, hvordan det ser ud indvendigt.

Internationale medier har døbt det »Den menneskelige lasagne« på grund af sine 20 »lag«, der kan rumme knap 10.000 mennesker, heraf 2.350 besætningsmedlemmer og 7.600 gæster.
Gæsterne, der i fremtiden kommer til af feriere på skibet, kan se frem til intet mindre end syv pools, seks rekordlange vandrutsjebaner, 40 forskellige restauranter og flere end 2.800 værelser.
Billede gik viralt
Der er allerede blevet sagt meget om Icon of the Sea, inden det reelt er blevet taget i brug.
I juli gik et meget farverigt og ekstremt detaljeret billede af det store skib viralt, og reaktionerne var langtfra positive.
Ifølge CNN blev det blandt andet refereret til som et »misfoster«, og det blev foreslået, at skibet i stedet kunne hedde »Icon of Disease«.
»Det beviser igen, at krydstogtskibe er et polariserende emne, særligt når megaskibe er involveret,« skriver tv-stationen.
Det har taget i alt 900 dage at bygge det farverige krydstogtskib.



