Eleverne må holde sig eller tisse i bukserne, fordi toiletterne er for få og for ulækre.

Sådan lød kritikken fra elever og forældre på Rådmandsgade Skole sidste år. Utilfredsheden var så stor, at man afholdt en demonstration for skabe opmærksomhed om problemet.

Skolen er langt fra den eneste med ringe toiletforhold.

Nu har et flertal af partier på Københavns Rådhus indgået »en principaftale«, hvor man sætter penge af til »byens børn«, og det inkluderer flere idrætsfaciliteter og bedre toiletforhold.

Det sagde børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) på et pressemøde tirsdag.

Pengene skal gå til »en hårdt tiltrængt renovering af de meget nedslidte skoletoiletter, som i dén grad boner ud på negativ trivsel«, sagde borgmesteren og konkluderede:

»Så det får vi gjort noget ved.«

Borgmesteren sagde desuden, at Københavns Kommune vil være »danmarksmester i børneliv« og henviste til, at god trivsel er afgørende for, at børnene lærer noget.

Sådan så det ud, da forældre demonstrerede ved Rådmandsgade Skole sidste år over, at 112 elever i nulte til femte klasse måtte deles om tre toiletter.

100 millioner kroner

Planen om en opgradering af toiletterne er ikke helt ny, men en videreførelse af en hensigtserklæring fra marts, hvor den gamle budgetkreds – inklusive Enhedslisten og Alternativet – ifølge Næsager blev enige om at sætte »et betragteligt beløb« af til forbedringer af skoletoiletterne.

Den plan kunne man i princippet have droppet i den nye budgetkreds, men i stedet har man – nu med Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti ombord – givet grønt lys til, at pengene bliver sat af til toiletterne.

Spørgsmålet er så, hvor stort et beløb eleverne kan glæde sig til?

»Noget af det, vi taler om, er, at når vi har annulleret skolebyggeriet i De Gamles By, bliver der frigjort en halv milliard kroner. Og nogle af de penge har vi øje på – gerne mere end 100 millioner kroner – at bruge til at renovere skoletoiletter,« siger Jakob Næsager.

»Sjældent er der i Danmark sat så mange penge af til toiletter,« siger børne- og ungdomsborgmesteren.

Tirsdag morgen kunne Berlingske fortælle, at et politisk flertal havde indgået en ny aftale uden om Borgerrepræsentationens største parti, Enhedslisten, samt Alternativet. Men alle partier på rådhuset – også Enhedslisten – bakker altså op om toiletforbedringerne.

Det vigtigste om hovedstaden direkte i din indbakke

Hver fredag samler nyhedsbrevet »Metropol« de vigtigste historier om København og hovedstadsområdet – og en skarp anbefaling til din weekend.