Signe er dømt i Umbrella-sagen og har fået en plettet børneattest: »Jeg er jo ikke pædofil, men på papiret ser det sådan ud, og det er sindssygt ubehageligt«

Som 20-årig delte Signe videoer med krænkende og seksuelle billeder uden at tænke over konsekvenserne. I dag er hun dømt i Umbrella-sagen og har fået en plet på både straffe- og børneattest. Særligt det sidste har hun svært ved at acceptere.

»I nogle perioder har jeg været sindssygt presset, og i andre perioder har jeg glemt det lidt. Men det ligger i baghovedet konstant,« siger Signe, der i oktober 2019 blev idømt ti dages betinget fængsel for deling af børnepornografi. Modelfoto: Kasper Palsnov

Signe tjekker stadig sin postkasse hver dag, selv om det er over to år siden, hun modtog brevet fra Københavns Politi.

Hun husker, at hun ringede grædende til sin mor, og at hun slet ikke forstod, hvorfor politiet ville have hende til afhøring. Hun havde jo aldrig så meget som stjålet en pakke tyggegummi i kiosken.