To mænd og en kvinde blev tidligt torsdag morgen anholdt af PET og en række politikredse, mistænkt for at planlægge terrorangreb.

Torsdag aften, i seks timer, blev de fremstillet i retten.

Her er, hvad vi ved om den store terrorsag:

Det kom frem på retsmødet:

  • Seks personer er blevet fængslet i forbindelse med politiets antiterroraktion torsdag.

  • To er fængslet fysisk frem til 9. januar, mens fire er fængslet in absentia. Derudover er én person blevet løsladt.

  • Anklagemyndighedens specialanklager Anders Larsson afviser at svare på, om der fortsat er nogen på fri fod i sagen.

  • Hele seancen i retten foregik bag dobbeltlukkede døre, hvilket betyder, at offentligheden – og dermed pressen – hverken fik adgang til at høre sigtelsen eller være med til retsmødet.

Det ved vi om de anholdte:

  • Personen, der blev løsladt efter retsmødet, er ifølge TV 2s oplysninger en mand på 29 år. 

  • Efter grundlovsforhører sagde hans forsvarsadvokat, Nima Nabipour, til dr.dk, at de to nu skal »drøfte sagen over en shawarma«.

  • Løsladelsen er efterfølgende blevet kæret til landsretten.

  • Det er en mand på omkring 60 år og en kvinde, der menes at være 19 år, som er blevet varetægtsfængslet.

  • Den ældste af de tre implicerede har jævnligt deltaget i den offentlige debat. Men det er forbudt at identificere ham og de to øvrige anholdte, fordi retten har nedlagt navneforbud.

  • Kvinden nægter sig skyldig, mens det er uklart, hvordan de to mænd forholder sig til sigtelserne, der er rejst mod dem.

  • To af de personer, der er blevet fængslet in absentia har tidligere været tiltalt i alvorlige sager, der knyttes til den ulovlige bandegruppering Loyal To Familia, LTF, erfarer Ritzau.

Det ved vi om situationen i Danmark:

  • I går kom det frem, at politiet har anholdt tre personer under en større aktion, hvor flere politikredse var involveret.

  • De menes at være en del af et »netværk«, der ifølge politiets oplysninger er i gang med at forberede en terrorhandling.

  • Netværket har ifølge PET tråde til bandemiljøet, nærmere bestemt den forbudte bande Loyal to Familia. Det er uvist, hvordan netværket er relateret til banden.

  • Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, kontor hævder, at anholdelserne i Danmark har forbindelse til Hamas. 

  • Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil hverken be- eller afkræfte, at de anholdte i Danmark har forbindelse til Hamas, som Netanyahu påstår.

  • Politiet vil ikke sige noget om eventuelle mål, der er identificeret i sagen.

  • En person i Holland er også anholdt, oplyser dansk politi.

  • Politiet vil ikke sige noget om mål for den formodede terroraktion, men opfordrer folk til at være opmærksomme på »jødiske lokationer«.

Hvad ved vi om situationen i Holland og Tyskland?

  • De tyske myndigheder oplyser torsdag eftermiddag, at tre formodede Hamas-medlemmer er anholdt i Berlin. En fjerde person er anholdt i Holland. Denne person har ikke nogen relation til den danske sag.

  • Personerne skal have planlagt angreb på jødiske institutioner i Europa.

  • Politiets Efterretningstjeneste har afvist, at der er en »direkte« sammenhæng mellem anholdelserne i Danmark og anholdelserne af personer med Hamas-tilknytning i Tyskland og Holland.

Hvad mangler vi svar på

  • Hvem er de anholdte, og har de en relation til hinanden?

  • Hvor menes de, der ikke var i retten under grundlovsforhøret, at befinde sig?

  • Hvor langt i planlægningen var de involverede?

  • Hvor og hvornår skulle det potentielle angreb foregå?

  • Hvad er motivet for det potentielle angreb?

  • Hvordan er banderne og LTF involveret i sagen?

  • Hvem er de yderligere sigtede i Tyskland og Holland, hvor er de fra, og hvor mange er der tale om?

  • Hvad var det eventuelle mål for den formodede terror?

  • Hvad er de sigtedes motiv?

  • Er der en forbindelse til Hamas, som den israelske premierministers kontor hævder?

Kilder: Politiet, PET, dr.dk, Ritzau, TV 2 og Berlingske