De vrede protester mod politivold og racisme i USA fortsætter tilsyneladende ufortrødent, og i de seneste dage har demonstranternes vrede ramt mænd, der har været døde i hundredvis af år.
Statuer af Christoffer Columbus, den opdagelsesrejsende, som en kende uretmæssigt har fået titlen som manden, der opdagede Amerika, er blevet udsat for hærværk i delstaterne Boston, Virginia og Minnesota.
Videoer fra byen Richmond i Virginia viser demonstranter slæbe byens statue af Columbus gennem en park, før de sætter ild til den og senere smider den i en sø.
Urolighederne i USA er som bekendt opstået efter politiets voldsomme anholdelse af George Floyd, der førte til hans død. Anholdelsen og talrige eksempler på politivold og politiets drab på sorte amerikanere har skabt vrede, og det har fået debatten om strukturel racisme i landet til at blusse op på ny.
At Christoffer Columbus nu knap 500 år efter sin død får vreden at føle, skyldes den opdagelsesrejsendes prekære historie i forhold til Amerikas indfødte befolkning, som han så som en hindring, og som han slavebandt.
Onsdag eftermiddag i St. Paul i Minnesota blev en tre meter høj statue af Columbus fra 1931 revet fra sin piedestal af demonstranter, som sparkede til hovedet og dansede rundt om statuen, uden at ordensmagten skred ind, skriver The New York Times.
Ifølge avisen var der blandt demonstranterne i Minnesota indfødte amerikanere, der som minoritetsgruppe i årevis har afvist at hædre arven efter Christoffer Columbus.
I storbyen Boston fik demonstrationen en fatal udgang for statuen, der blev halshugget og nu står hovedløs på sin piedestal i den nordlige del af byen. Det er ikke første gang, at netop den statue fra 1979 har fået vreden at mærke. I 2006 mistede den ligeledes hovedet, og i 2015 blev den overhældt med rød maling og spraymalet med ordene »Black Lives Matter«.
Bostons borgmester, Marty Walsh, meddelte onsdag på et pressemøde, at den hovedløse statue indtil videre vil blive fjernet og opbevaret, mens det nu skal diskuteres, om den nogensinde skal tilbage igen på sin plads i Christoffer Columbus Park.
Protesterne i USA har bredt sig til lande over hele verden. I Danmark er titusindvis af demonstranter den seneste uge gået på gaden i sympati med George Floyd, den amerikanske sorte befolkning og i protest mod racisme generelt.
I London er en statue af Robert Milligan, en prominent skotsk handelsmand og slavehandler, der levede i 1700-tallet, blevet revet ned. Det fik Londons borgmester, Sadiq Khan, til at oplyse, at alle byens statuer og gadenavne skulle genovervejes, og har de forbindelser til slaveri, »bør de blive fjernet«.