Torsdag har en række politikere og offentlige personer delt sine gamle – ofte ømme – skolebilleder på de sociale medier.
Det sker efter, at DR bragte historien om, at flere skole- eller institutions-fotografer oplever opkald fra forældre, der ønsker et retoucheret skolebillede af sit barn.
Først og fremmest optræder landets statsminister på det sociale medie Instagram med en klar besked:
»Redigerede børnebilleder. Nej vel! Vi er, som vi er. Skæve tænder eller noget andet eller tredje,« efterfulgt af en hjerte-emoji.
Også formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen har fundet sit gamle skolebillede frem.
Tidligere justitsminister og nuværende leder for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, har også været på internettet og aflevere et pragteksemplar af et skolefoto.
»Hvis jeg aldrig havde mistet mit leverpostejsfarvede hår, havde jeg da nok foretrukket det. Og netop derfor er dette billede et skønt minde fra min skoletid. Tænk, hvis jeg havde fået retoucheret min grydefrisure, de sprækkede læber eller fået gjort kinderne smallere. Det havde været helt forkert,« skriver han:
»Når flere forældre vil have deres børns skolefotos redigeret, så gør forældrene i virkeligheden børnene en bjørnetjeneste.«
Også tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har været på Instagram med beskeden om, at hendes mor i hvert fald ikke kendte til photoshop, da Venstre-politikeren var barn.
Dertil også hasttag som #minmorelskedevelour og #tandbøjlegjordeunderværker.
Det er heller ikke gået SFs gruppeformand, Jacob Mark, forbi, at debatten om skolefotos har taget internettets opmærksomhed de seneste 24 timer.
En anden – ikke politiker men stadig hurtig på tasterne – komikeren Jonatan Spang har også delt et skolefoto af ældre dato.
Også tidligere særlig rådgiver for Mogens Jensen (S) og nuværende adm. direktør i Aidsfondet, Andreas Gylling Æbelø, har lagt et skolebillede på Instagram.
»LIGE inden man fandt ud af, at jeg skulle have bøjle og først have fjernet de sidste togskinner som 22-årig,« skriver han.