Se grafen: Smittekurven i Hovedstaden er bøjet af
Smittekurven er bøjet af i dele af landet, men det hører med til historien, at der gennemføres færre test.

Smittekurven er bøjet af i dele af landet, men det hører med til historien, at der gennemføres færre test.

Begyndelsen til enden på den nuværende coronabølge er nær.
Smittetallene de seneste uger har været høje, men kurverne er ved at flade ud, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
Ifølge faglig direktør hos SSI Tyra Grove Krause er der meget, der tyder på, at kurven har toppet i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
»Så det er supergod timing, i forhold til at restriktionerne lettes,« lød det tirsdag fra Tyra Krause.
Nedenfor kan du se udviklingen.
Tallene viser, at incidensen – antallet af bekræftede tilfælde de seneste syv dage – er faldet markant i Region Hovedstaden. I Region Sjælland er kurven fladet ud.
Det er imidlertid vigtigt at tage højde for, at færre danskere er blevet pcr-testet på det seneste.
Derfor er det relevant at kigge på positivprocenten, altså hvor stor en andel af de testede viser sig at være smittet med covid-19.
Disse kurver tegner et billede, der ikke er nær så positivt.
Uge efter uge er positivprocenten vokset på landsplan. Også i Region Hovedstaden er tallet vokset, hvis man ser på de seneste syv dage. Her lyder positivprocenten på 27,4 procent. Væksten er heldigvis aftaget i forhold til tidligere.
Når der alligevel ikke er grund til at lade sig bekymre voldsomt over den stigende positivprocent, skyldes det, at man har skruet ned for testfaciliteterne og ændret anbefalingerne for nære kontakter. Når testantallet falder, må man regne med, at det i højere grad er folk, der virkelig mener at være i fare for at være blevet smittet, der lader sig teste.
Eller omvendt: Med færre test er der sandsynligvis færre, der lader sig pcr-teste for en sikkerheds skyld. Dette kan medvirke til, at positivprocenten stiger. Man skal således ikke tolke positivprocenten som et repræsentativt billede på smitten i samfundet.
En anden grund til ikke at være bekymret er, at færre danskere indlægges med covid-19 på en intensivafdeling end tidligere.