I dag klokken 10 trådte en række nye forbud i kraft i forsøget på at inddæmme coronasmitten.
Blandt andet er forsamlinger på flere end ti personer forbudt. Hvis forbuddet ikke overholdes, vil det koste 1.500 kroner i bøde, lyder det nu fra anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Der er tale om bødestraf for blandt andet at overtræde forbuddet mod arrangementer og begivenheder med flere end ti personer; for ikke at lukke natklubber, værtshuse, restauranter, cafeer, storcentre, indendørs sports- og fritidsfaciliteter med mere; og for som butik eller daglivarebutik ikke at leve op til en række nye regler om mulighed for afstand mellem kunderne og adgang til håndsprit og håndvask.
Erhvervsdrivendes manglende overholdelse af lukkekrav for restauranter, butikker, sports- og fritidsfaciliteter med mere vil koste 5.000 kroner i bøde, lyder det i pressemeddelelsen.
Erhvervsdrivendes manglende overholdelse af restriktioner for visse lokaler vil koste 1.500 kr. i bøde.
Bødeniveauet vil blive skærpet i gentagelsestilfælde.
Personer, som ikke efterkommer politiets påbud og anvisninger, vil som udgangspunkt blive straffet med en bøde på 1.500 kr.
Reglerne gælder foreløbigt indtil 30. marts.

