Robotter har – måske – spredt misinformation om FN-pagt på Facebook

Den omdiskuterede FN-pagt om migration har skabt en større debat online. Nu mener Udenrigsministeriet at se klare indikationer på, at Facebook-robotter har spredt misinformation om pagten, der skal underskrives i Marokko mandag.

Ifølge Altingets oplysninger poster fire Facebook-profiler tilsammen 47 opslag på 12 minutter. Af deres oplysninger fremgår også, at der søndag den 9. december er blevet delt 22 opslag på ét minut fra samme profil. Det tyder ifølge eksperter på, at det er en robot, der poster gennem profilen. LOIC VENANCE /Ritzau Scanpix

Udenrigsministeriet ser »klare indikationer« på, at robotter har været med til at sprede misinformation i en række opslag på Facebook, der omhandler den omdiskuterede FN-pagt om migration. Det skriver Altinget.

Ifølge Altingets oplysninger har Udenrigsministeriet screenet nogle Facebook-sider, som har spredt forkerte oplysninger om migrationspagten. Ministeriets mistanke er, at minimum 16 konkrete Facebook-sider »i mistænkelig grad« ligner automatiske robotter.