Region skælder ud og straffer rådgiver: Nyt supersygehus bliver dyrere og forsinket

Det store supersygehusprojekt til 1,8 milliarder ved Hvidovre Hospital er røget ud i store problemer, og det er i vid udstrækning totalrådgiverens skyld, mener regionrådsformand. Rådgiveren synes, at der er en »god dialog«.

Det nye byggeri ved Hvidovre Hospital, som er akuthospital for en stor andel af borgerne i Københavns Kommune samt på Vestegnen, bliver på i alt 43.000 kvadratmeter, og når det står klart, kommer hospitalet til at få en ny hovedindgang. Thomas Lekfeldt

Voldsomme kontroverser mellem Region Hovedstaden og regionens egne rådgivere, som beskyldes for at levere en indsats »langt under forventning« og også er blevet straffet på pengepungen for det, bidrager nu til, at endnu et af de højt profilerede supersygehusprojekter i hovedstaden både forsinkes og bliver væsentligt dyrere.

Denne gang handler det om et projekt ved Hvidovre Hospital, hvor en statsbevilling på 1,8 milliarder kroner skal bane vej for, at hospitalet udbygges med en ny akutmodtagelse, et barselafsnit, en børneafdeling med neonatalafsnit samt en hjerteafdeling fordelt på 244 ensengsstuer.