Det er indtil videre et mysterium, hvor tallet kommer fra, men viljen og intentionerne er der ikke tvivl om. Regeringen vil indføre en ny arbejdslogik og vil derfor indføre 37 timers nytteaktivering af 20.000 mennesker med integrationspotentiale, så alle børn oplever, at vækkeuret ringer om morgenen, hvorefter begge forældre bevæger sig ud i samfundet for i en eller anden grad at gøre nytte.
Til formålet har regeringen afsat 200 millioner kroner, men eksperter og konsulenter i Kommunernes Landsforening undrer sig kraftigt over, hvordan regeringen er nået frem til det beløb. Alt tyder nemlig på, at det bliver mange gange dyrere.




