Godmorgen og velkommen til dit daglige overblik og til endnu en dag i coronakrisens tegn med en tillægsbevilling på lidt lysere tider.
Velkommen også til dagen, som markerer 75-året for Danmarks befrielse.
Og det er en kort arbejdsuge med en lun store bededag på fredag.
Dagens coronatal
Antal testede: 244.791
Antal smittede: 9.670
Indlagte: 252
Indlagte på intensiv: 57
Antal døde: 493
Bekræftede smittede på verdensplan: 3.582.469
Døde på verdensplan: 251.510
Du kan læse mere om de danske tal her. Og på verdensplan her.
Folketinget får ikke coronatal
Vi begynder i egen forhave. Berlingske fortæller i dag, at tal og data bag de beregninger fra Statens Serum Institut, der skal bruges til at vurdere, om restauranter, biblioteker eller stormagasiner kan åbne som det næste, trods ugers pres ikke er blevet videregivet til Folketinget.
Det møder stærk kritik fra Radikale Venstres sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, samt ordførere fra Venstre, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der tilsammen mønstrer et flertal i Folketinget:
»Allerede da den første rapport kom (2. april, red.), bad vi om at se de mere tekniske detaljer bag beregningerne, og det har jeg gentaget flere gange. Jeg har fået at vide af sundhedsministeren, at det nok skulle komme, men alligevel har vi stadig ikke kunnet få at vide, hvad der ligger bag de mest afgørende beregninger for Danmark i nyere tid,« siger Stinus Lindgreen og fortsætter:
»Vi har brug for at vide det nu, for det er nu, vi diskuterer det,« siger han.
Dokument forudser stor stigning i coronadødsfald i USA i maj
Interne prognoser fra den amerikanske regering spår cirka en fordobling af dødstallene som følge af coronavirus i USA omkring slutningen af maj.
Det skriver New York Times og Washington Post.
De to aviser er kommet i besiddelse af prognoser fra USAs Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).
Prognosen spår en stigning til 200.000 bekræftede nye smittetilfælde dagligt i begyndelsen af juni. Derudover vil det daglige antal døde ligge på omkring 3.000, skriver de to aviser.
Til sammenligning er der 1.500 til 2.000 coronarelaterede dødsfald per dag i øjeblikket og mellem 25.000 og 30.000 nye bekræftede smittetilfælde dagligt.
Det Hvide Hus har ikke sat spørgsmålstegn ved dokumentets ægthed, men kalder det et »internt CDC-dokument«.
Man understreger, at det ikke har været forbi præsidentens coronavirus-taskforce eller har været godkendt af andre amerikanske myndigheder.
»Disse data reflekterer ikke den modellering, som taskforcen har foretaget, eller de data, som taskforcen har analyseret,« siger talsmand for Det Hvide Hus Judd Deere.
Tyskland vil åbne grænsen til Danmark 15. maj
Flensborg Avis, og efterfølgende andre medier, har den frihedsbefordrende nyhed, at ministerpræsidenten i Slesvig-Holsten mandag aften har overtalt den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer (CSU), til trinvis at åbne for indrejse fra Danmark til Tyskland fra 15. maj.
Avisen kan ikke oplyse, hvordan det fra 15. maj igen bliver muligt at rejse fra Danmark til Tyskland. Omfanget af den tyske grænseåbning skal forhandles i de kommende dage og ventes at blive taget op igen på onsdag, når Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, mødes med de 16 tyske delstaters regeringschefer.
Pladsfrås på universiteter
Flere professorer ryster på hovedet af den delvise genåbning af universiteternes forskningslaboratorier, skriver Politiken. Aftalen mellem Danske Universiteter og Uddannelses- og Forskningsministeriet lyder på, at 1.700 forskere, svarende til næsten ti procent kan vende tilbage til laboratorierne. Universiteterne har ellers vurderet, at op mod 25 procent af medarbejderstaben vil være sundhedsmæssigt forsvarligt.
På Institut for Immunologi og Mikrobiologi under Københavns Universitet medfører retningslinjerne, at der højst må være fire personer per etage, der hver er på 570 kvadratmeter, og at kun 19 ud af 300 ansatte og studerende må være på arbejde samtidig. Professor Anja Ramstedt Jensen kalder det »absurd og politisk ubegrundet«.

Ledigheden vokser og vokser
Ledigheden brager i vejret, skriver Berlingske. Tænketanken Kraka mener i den forbindelse, at vi skal være glade for den udenlandske arbejdskraft, især i denne krise, for det er især polakker, rumænere og andre udlændinge, der er kommet til Danmark for at arbejde, der nu bliver ramt af ledighed.
Et eksempel er fra BC Hospitality Group, der er en af Danmarks største virksomheder inden for hoteller, konferencer, messer og hospitality og står blandt andet bag Bella Center og AC Hotel Bella Sky Copenhagen.
Virksomheden er en af dem, der er afhængig af udenlandsk arbejdskraft, og som er hårdt ramt af coronakrisen. Før krisen var der 900 ansatte i København, og omkring halvdelen af dem var fra udlandet. Nu er der kun cirka 500 ansatte tilbage.
Det sker i dag
Den prisbelønnede aarhusianske digter Yahya Hassan bliver begravet i dag på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus V. Yahya Hassan er født og opvokset i den vestlige del af Aarhus. Han udgav digtsamlingen »Yahya Hassan« i 2013, og i 2019 udkom »Yahya Hassan 2«, som han i februar blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2020 for.
Dagbladet Information fylder 75 år. Avisen er en af de aviser, som i 1945 opstod i forlængelse af modstandsbevægelsens illegale presse. Avisen blev grundlagt af modstandsmanden og journalisten Børge Outze den 5. maj 1945.
Dagens forklaring – to meter er et rensdyr
I det canadiske territorium Yukon, der grænser op til den amerikanske delstat Alaska, og er kendt for det store guldfund ved Klondike i 1896, er man i gang med en kampagne, der skal fortælle borgere, hvordan social distance ser ud under coronakrisen. Ifølge The Guardian har Yukons sundhedsmyndigheder skåret den sociale distance ud i pap. De krævede to meters distance, man skal holde til andre mennesker, er det samme som længden på et rensdyr eller fire ravne. Ravnen er Yukons nationalfugl.




