Milde mavesmerter, snue eller en skåret finger.
Det er eksempler på skavanker, som borgere ringer 112 med og bagefter alt for tit – og unødigt – bliver henvist til en ambulance eller akut behandling på et sygehus.
Det oplyser Reddernes Fagforening, hvis medlemmer daglig oplever, at ambulanceberedskaber og dermed også akutmodtagelser rundt om i landet belastes af henvisninger af borgere, der ikke har behov for akut behandling.
Redderne advarer nu mod en unødig overbelastning af sundhedssystemet.
»I værste fald går det ud over de patienter, som er akut syge, fordi systemet overbelastes af de mange patienter, der ikke har behov for akut behandling,« siger Kim Volder Hammershøj, der er formand for foreningen.
I dag køres rigtig mange borgere til behandling på en akutafdeling, når ambulancen tilkaldes. Men sådan behøver det ikke at være, mener Reddernes Fagforening.
Fagforening: Lad redderne gøre mere af arbejdet
Fagforeningen foreslår, at sundhedssystemet i højere grad skal bruge ambulanceredderne til at undersøge patienterne hjemme i privaten. Her skal de i samarbejde med en læge få patienterne videre til det rette behandlingstilbud – for eksempel egen læge eller i andre tilfælde hjemmeplejen.
Hvis patienten ikke har behov for akut behandling, kan det dermed fanges tidligere i processen, lyder det.
»Det vil gavne patienterne, som hurtigere vil få den rette behandling. Det gavner også de ansatte. Det vil også spare systemet for en del ressourcer,« siger Kim Volder Hammershøj.

Og netop hjemmebehandling har man forsøgt sig med i Region Sjælland. Siden november har regionen kørt et forsøg med en bil, som med ekstra måleudstyr og en paramediciner kan behandle patienterne derhjemme.
I de første tre måneder blev 443 borgere, som havde ringet 112 i Region Sjælland, behandlet i eget hjem eller på blandt andet ældre- og rehabiliteringscentre frem for at blive indlagt, skriver DR.
»Vi er tvunget til at køre patienten ind«
Siden har flere regioner kørt lignende forsøg med paramedicinere. Men det kunne være en stor hjælp, hvis man blot lod redderne gøre en del af det arbejde.
Sådan lyder det fra Bent Holst Sørensen, der har kørt som ambulanceredder i 21 år og desuden er bestyrelsesmedlem i Reddernes Fagforening.
»Paramedicinere har mulighed for at tage flere blodprøver og en måling så simpel som infektionstal. Det savner vi at kunne i ambulancerne, og det er jo fuldstændig simpelt at lave,« siger Bent Holst Sørensen, der arbejder i Region Midt.
Systemet er skruet sådan sammen, at hvis en læge gennem et 112-opkald har vurderet, at patienten skal indlægges, er det lige meget, hvad redderne selv oplever, når de står på stedet, fortæller han.
»Ret ofte oplever vi et helt andet billede end det, vi har fået beskrevet, men hvor vi alligevel er tvunget til at køre patienten ind.«
Bent Holst Sørensen håber, at man vil give flere beføjelser til redderne for at undgå yderligere overbelastning af sygehusene, som i forvejen er plaget af overbelægning.
»For hver patient man kan finde en anden behandling til, bliver hospitalerne aflastet. De er virkelig pressede på sygehusene, det forstår man næsten ikke,« siger han.
Reddernes Fagforening opfordrer både praktiserende læger, reddere, akutmodtagelser og vagtcentraler til at samarbejde mere på tværs af sundhedssystemet.