Psykolognævnet kritiserer psykologer, der har tjent millioner på anbringelsessager

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier.

Flere af landets mest anvendte psykologer i sager om tvangsfjernelser af børn har fået alvorlig kritik i Psykolognævnet, skriver Jyllands-Posten. Arkivfoto. Oscar Scott Carl

Godmorgen på denne uofficielle tredje juledag og sidste mandag i 2021.

I dagens nyhedsoverblik skal vi blandt andet forbi historier om vores tillid til magten under coronakrisen, tabletter mod alvorlig sygdom ved corona og et ureguleret milliardmarked på internettet i sammenhæng med det populære skydespil Counter-Strike.

Er du denne morgen i humør til at slå ørerne ud, kan du lytte til Berlingskes nyhedsoverblik lige her:

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify

Inden vi kaster os over dagens nyheder, får du her overblikket over coronasituationen herhjemme:

I går nåede smittetallene igen en rekord med næsten 15.000 smittede.

Trods omikronvariantens indtagelse i Danmark, holder indlæggelsestallet sig forholdsvis lavt.

Det har skabt opmærksomhed i udlandet, hvor udenlandske medier flittigt har beskrevet, at danske smitte- og indlæggelsestal skaber grundlag for »forsigtig optimisme« i forhold til, at lande med høj vaccinationstilslutning muligvis kan afbøde den voldsomme omikronbølge.

Og så til dagens historier:

Børn og unge bliver trukket ind i et ureguleret milliardmarked på internettet

Her på Berlingske har vi historien om, at på få år har virtuelle varer skabt grobund for en undergrundsøkonomi, hvor man kan tjene styrtende med penge, hvis man forstår markedet.

Et marked med virtuelle samleobjekter fra et computerspil, der stiger og falder i pris som en aktiekurs.

Men ifølge en række eksperter og aktører er bagsiden af medaljen, at dette uregulerede milliardmarked har åbnet døren for svindel, skatteproblemer, suspekte bagmænd og kasinospil rettet mod mindreårige.

Berlingske har talt med tre forskellige mænd, der har gjort sig inden for dette marked med køb og salg af såkaldte skins.

Denne røde kniv kan købes på en kinesisk markedsplads for 9.820 kroner. Buff

Disse skins findes i det populære skydespil Counter-Strike, hvor det fungerer som udsmykninger til ens virtuelle karakter, der ikke øger chancen for at vinde, men udelukkende er kosmetiske ændringer.

»Skins kan på den ene side være en smart investering ligesom en aktie. Men markedet er fuldstændig ureguleret. Der er der ingen tvivl om. Og der er heller ingen tvivl om, at når vi taler om uregulerede markeder, så er der selvfølgelig en stor åben mulighed for hvidvask af penge. Systemet opfylder alle kriterierne,« siger Tom Kirchmaier, økonomiprofessor og forsker i hvidvask på CBS.

Læs historien her

Psykologer der tjente millioner på anbringelsessager får alvorlig kritik

Hos Jyllands-Posten kan du læse, at nogle af landets mest anvendte psykologer i sager om tvangsfjernelser af børn har fået alvorlig kritik i Psykolognævnet.

Psykologerne har blandt andet fået kritik for at give forældre diagnoser uden belæg, for regulær sjusk og for at blande testresultater sammen.

»Psykologens arbejde ender ofte med at blive afgørende i sagen, så der kan være tvangsanbringelser, der kunne være endt på en anden måde. Det her må ikke ske,« siger Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i den juridiske tænketank Justitia, til Jyllands-Posten.

En af de psykologer, der har fået kritik, er Steen Schiøller. På fire år har han fået alvorlig kritik otte gange af Psykolognævnet i sager, hvor han er hyret af en kommune til at undersøge forældres evne til at passe på deres barn. Flere klager over hans arbejde blev allerede indgivet til Psykolognævnet i 2018, men grundet nævnets sagsbehandlingstider på op til flere år har han kunnet fortsætte sit arbejde sideløbende med behandlingen af klagerne.

Du kan læse historien i dagens udgave af Jyllands-Posten.

​Coronakrisen har givet vores tillid til magten et knæk

I 2018 forudså to forskere i tidsskriftet American Journal of Public Health, at vores mistillid er en af tre af de største trusler mod den globale sundhed, hvis en pandemi som den, vi kender fra den spanske syge, skulle udbryde igen.

Her tre år senere står det klart, at de to forskeres advarsel var mere akut, end de selv kunne ane. Noget så uhåndgribeligt og flygtigt som tillid har været afgørende for, hvilke lande der er kommet nådigt gennem coronapandemiens første snart to år.

En historie du kan læse her hos Berlingske.

Demonstranter foran Retten på Frederiksberg skærer deres »mistillid« ud i pap i forbindelse med afhøringen af statsminister Mette Frederiksen i Minkkommissionen. Linda Kastrup

Seniorforsker Karsten Albæk ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE). konkluderede tidligere på året i Nationaløkonomisk Tidsskrift, at Danmark kunne have haft yderligere 5.000 dødsfald og et fald i bruttonationalproduktet på 82 milliarder kroner, hvis tillidsniveauet i den danske befolkning lå på samme lave niveau som eksempelvis italienernes.

»Vi kan se, at der er en statistisk sammenhæng mellem omfanget af tillid til hinanden i de forskellige lande og antallet af dødsfald pr. én million indbyggere. Den sammenhæng er håndfast, og den er stor,« forklarer Karsten Albæk.

Men noget tyder på, at tilliden ved indgangen til 2022 og midt i en uoverskuelig omikronbølge begynder at krakelere.

Læs historien her

Læger kritiserer Sundhedsstyrelsen for brug af nye corona-tabletter

Hos DR skriver de, at ifølge Sundhedsstyrelsens plan for de foreløbigt indkøbte 50.000 tabletter fra medicinalvirksomheden Merck skal personer i risikogruppen for alvorlig sygdom ved coronasmitte kunne få disse tabletter, der behandler sygdommen og gør risikoen for et alvorligt forløb mindre.

Det skal ske ved, at hvis de tester positive, kan de kontakte deres praktiserende læge, som kan udlevere disse tabletter.

Men det vil flere af de praktiserende læger ikke være med til.

Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), der er de praktiserende lægers faglige fællesskab, kritiserer nu Sundhedsstyrelsen for at have anbefalet brugen af tabletterne.

»Vi synes, at dokumentationsgrundlaget er virkelig, virkelig spinkelt. Vi er bange for, at vi bruger et middel, der i bedste fald er uvirksomt og i værste fald udsætter folks behandling for sygdommen,« siger Anders Beich, der er DSAM's talsmand på coronaområdet, til DR.

Læs historien her

Brexit betyder markant færre studerende fra EU på britiske universiteter

Fra 2020 til 2021 er antallet af optagne bachelorstuderende fra EU på britiske universiteter halveret, skriver Politiken.

En udvikling, der skyldes Brexit.

»Udviklingen er sørgeligt nok ikke overraskende. Vi forudså allerede i 2017 et fald i denne størrelsesorden. Jeg ville ønske, at vi havde taget fejl«, siger Nick Hillman, direktør for den uafhængige tænketank HEPI, som beskæftiger sig med videregående uddannelse i Storbritannien, til Politiken.

Med Brexit ændrede vilkårene sig drastisk for EU-studerende i Storbritannien. Det har blandt andet påvirket priserne. Før Brexit betalte EU-studerende den samme maksimalpris som britiske studerende. Nu kan EU-borgere ligesom studerende fra resten af verden snildt komme til at betale det dobbelte.

Én, der er blevet ramt af det, er Kristian Krogh. Han kom igennem nåleøjet til sit drømmestudie i London, men med Brexit blev prisen så høj, at det ikke kunne lykkes for ham.

Du kan læse historierne i dagens Politiken.

Efter Brexit er antallet af studerende fra EU på de britiske universiteter faldet voldsomt, skriver Politiken. John Thys/AFP/Ritzau Scanpix

Det sker i dag:

  • Fra i dag er det tilladt at affyre fyrværkeri i Danmark. Det må ske til og med 1. januar.

  • Fra denne dag skal alle over 12 år, både kunder og ansatte, være vaccineret mindst to gange mod coronavirus i storbyen New York for at få adgang til restauranter, fitnesscentre og kulturarrangementer som koncerter og forestillinger. Børn i alderen 5-12 år skal have modtaget minimum et stik mod coronavirus.

Således opdateret ønskes du en god start på ugen!