Camilla Foged er professor i vaccinedesign på Københavns Universitet, og hun forstår ikke, at vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson pludselig er blevet bragt i spil politisk igen.

»Jeg er faktisk chokeret over, at man foreslår det. Der er jo ikke noget i smittetallene eller indlæggelsestallene, som de er nu, der giver anledning til bekymring,« siger hun til TV 2.

Reaktionen fra professoren kommer, efter at Sundhedsstyrelsen i går igen udskød slutdatoen for færdigvaccination af den danske befolkning.

I samme ombæring opfordrede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) Sundhedsstyrelsen til at revurdere sin beslutning om ikke at bruge de to vacciner i det danske vaccinationsprogram. Man har bedre data nu, lød forklaringen fra sundhedsministeren.

Begge vacciner er godkendte lægemidler.

Camilla Foged er især nervøs for, at tilslutningen til vaccinationsprogrammet kan falde som følge af slingrekurs.

TV 2 har også talt med Søren Riis Paludan, professor i immunologi ved Aarhus Universitet. Og han er delvis enig med sin kollega fra København. AstraZeneca bør forblive på sidelinjen, men det kan være fint at bruge Johnson & Johnson-vaccinen, mener han.

Søren Riis Paludan kalder Johnson & Johnson-vaccinen en »god vaccine« og understreger, at man aldrig burde have ladet disse to vacciner blive en del af samme diskussion, da AstraZeneca ifølge ham medfører blodpropper tifoldigt i forhold til Johnson & Johnson.

Virksomheden Practio vaccinerer lige nu danskere med begge vacciner i den såkaldte tilvalgsordning.

Læs hele historien hos TV 2 her.