Millioner af europæere er vaccineret med vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, siden de blev skrottet fra det officielle vaccinationsprogram i Danmark.

Det betyder, at der nu ligger mere data for, hvor hyppigt bivirkningerne – som var grunden til, de blev droppet i Danmark – forekommer.

Derfor er det kun rimeligt, at Sundhedsstyrelsen nu igen skal kigge på de to vacciner.

Det vurderer Christian Wejse, speciallæge i infektionssygdomme og lektor i global sundhed ved Aarhus Universitet.

»Man har nok meget bedre data om, hvor hyppigt bivirkninger reelt forekommer, i forhold til da man trak vaccinerne ud.«

»Så det er kun rimeligt, man genovervejer, set i lyset af de oplysninger, siger han, efter at det mandag er kommet frem, at brugen skal genovervejes.«

Begge vacciner blev droppet på grund af få tilfælde af særlige blodpropper blandt vaccinerede. Men det kan altså ændre sig fremover.

Det skyldes blandt andet, at vaccinationsplanerne er blevet udskudt.

Der ventes nu blandt andet at komme færre doser af Moderna-vaccinen, og derfor rykkes tidspunktet, hvor danskere ventes at være færdigvaccinerede.

Befolkningen ventes nu først vaccineret i midten af september. Det er to uger senere end i den seneste vaccinationskalender fra Sundhedsstyrelsen.

Det er særligt vaccinen fra Johnson & Johnson, som styrelsen vil have fokus på i sin revurdering, fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til DR.

»Det er den, der er mindst problematisk, i forhold til hvad vores myndigheder har sagt, og det er den, hvor der er mest ny data at kigge på,« siger han til DR.

Den blev droppet i starten af maj og nåede aldrig at blive brugt i Danmark. Det gjorde vaccinen fra AstraZeneca, som blev droppet 11. marts.

Selvom de to vacciner – indtil videre – er droppet fra det officielle program, kan man dog stadigvæk godt få dem. Vaccinerne er nemlig vendt tilbage som en del af en tilvalgsordning.

/ritzau/