Godmorgen og velkommen til denne onsdags nyhedsoverblik.
I dag skal vi blandt andet forbi et trekantsdrama på Københavns Rådhus, ændringer på din elregning og den nye coronavariant BQ.1.1.
God læselyst.
Krise i København: Medarbejdere flytter kontor for at komme væk fra borgmester
På Københavns Rådhus råder en angiveligt meget temperamentsfuld borgmester.
Så temperamentsfuld, at det nu er nødvendigt at flytte en række af borgmesterens nærmeste medarbejdere fra deres nuværende kontor lige ved siden af borgmesterens til et kontor længere nede ad samme gang, hvilket en ekspert kalder »usædvanligt«.
Ifølge Berlingskes oplysninger blev direktionen gjort opmærksom på problemerne, allerede få måneder efter at Mia Nyegaard (R) begyndte som ny Kultur- og Fritidsborgmester i januar 2022.
Men nu er problemerne efterhånden blevet så store, at medarbejderne efter et møde 19. december skrev til direktionen med en lang række »konkrete udfordringer«.
»Grov ubehagelig tone(fald) og sprogbrug. Særligt relateret til BM (borgmesteren, red.), men også til sekretariatsledelse. BM kritiserer både medarbejdere og chefer i grove ord og vendinger på møder,« fremgår det blandt andet af skrivelsen.
Læs hele historien her hos Berlingske.

Nye ændringer får betydning for din elregning
Mange elselskaber har ved årsskiftet ændret prisen for transport af strøm til din bolig.
En lovændring har nemlig gjort, at det fremover bliver muligt for elnetselskaberne at fastsætte forskellige priser for transporten af strøm til din bolig på tværs af døgnet og året.
Overordnet kommer det til at betyde, at det i højere grad kan betale sig at rykke sit elforbrug væk fra den tid på døgnet, hvor elnettet er mest belastet.
Det betyder dog ikke, at danskerne skal til at lave mad om natten. Men hvis man rykker dele af sit forbrug, vil der være penge at spare.
Det siger Cäthe Juul Bay-Smidt, som er funktionschef i Cerius og Radius, der ejer store dele af elnettet på Sjælland.
»Jeg vil for eksempel kunne spare en til halvanden krone, hver gang jeg sætter opvaskemaskinen i gang, hvis jeg venter til efter klokken 21. Det samme gælder for vaskemaskine og tørretumbler, der måske ikke er nødvendig at sætte over mellem klokken 17 og 21.«
Læs hele historien her hos Berlingske.

Balancen er tippet – nu er disse boliger billigst at bo i
Boligmarkedet har slået flere kolbøtter det seneste år. En af dem har vendt op og ned på balancen mellem at eje og leje en bolig.
Omkring årsskiftet til 2022 var det billigere at købe en bolig frem for at leje den samme bolig.
Men den voldsomme rentestigning gennem året har vendt helt op og ned på det forhold. Nu er det markant dyrere at låne til at købe en bolig.
Det viser beregninger af to konkrete boliger, som cheføkonom Mikael Mogensen fra bankportalen Mybanker har udarbejdet.
»Forskellen mellem at eje og leje har flyttet sig gevaldigt,« konstaterer han og peger desuden på en finte, der gør det endnu mere fordelagtigt at leje lige nu.
Se beregningerne og læs, hvad finten går ud på her hos Berlingske.

»Erhvervsuddannelserne skal være førstevalget for mange flere.« Men hver fjerde lærling får afbrudt deres læretid
Det var et væsentligt element, da statsminister Mette Frederiksen (S) holdt sin nytårstale 1. januar.
»Erhvervsuddannelserne skal være førstevalget for mange flere,« lød det blandt andet.
Men mens regeringen kæmper for at få flere til at vælge erhvervsuddannelserne til, viser en aktindsigt fra Børne- og Undervisningsministeriet, at omkring hver fjerde af de elever, der begyndte på 12 udvalgte erhvervsuddannelser, har fået afbrudt deres uddannelsesaftaler eller skolepraktik i 2021.
Det skriver Politiken.
Årsagerne til de mange afbrudte praktikforløb kan ifølge eksperter blandt andet findes i konkurser, men også i generationskløfter, dårlige match, om de unge føler sig ordentlig behandlet, og om mester er tilfreds med indsatsen.
»Der er generelt for lidt fokus på praktiktiden, som er en afgørende del af erhvervsuddannelserne,« siger Camilla Hutters, der er leder for Nationalt Center for Erhvervspædagogik ved Københavns Professionshøjskole til avisen.
Læs hele historien her hos Politiken.

Professor: Ny coronavariant har sat livreddende behandling ud af spillet
En ny variant af coronavirussen spreder sig i øjeblikket hurtigt i Danmark og viser tegn på, at det er den mest hårdføre version til dato.
Over de seneste uger har BQ.1.1 bredt sig så meget, at den nu udgør 49 procent af alle undersøgte coronatilfælde.
Indtil nu har det været muligt med en forebyggende behandling at reducere risikoen for alvorlig sygdom og indlæggelse efter smitte med coronavirus.
Men med BQ.1.1. er de sidste tilbageværende muligheder opbrugt.
Det oplyser Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin på Rigshospitalet, til TV 2.
»Vi var allerede bekymret i løbet af sommeren med varianten BA.5, hvor de fleste af de her behandlinger ikke længere virkede. Det var nogle få tilbage, men de virker heller ikke nu på grund af BQ.1.1., så det er selvfølgelig noget møg,« siger Jens Lundgren.
Ifølge professoren findes der en anden behandling, der dog ikke er forebyggende, fordi virkningen forsvinder ud af kroppen i løbet af et døgn.
Læs hele historien her hos TV 2.

Det sker i dag
Drabssag på plejehjem: Retten i Randers tager i dag hul på en særdeles opsigtsvækkende sag. Her er en midaldrende kvinde efter omfattende efterforskning tiltalt for drab og syv drabsforsøg på det plejehjem, hun arbejdede på i Randers. Kvinden har ifølge politiet bevidst givet beboerne forkert og farlig medicin.
Fogh gæster Taiwan: Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen besøger i dagene 3.-5. januar Taiwan. Et besøg, der har medført kritik fra blandt andre Mogens Lykketoft.
Nytårskur på Christiansborg: Dronning Margrethe holder i dag nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, I., II. og III. rangklasse samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.
Biden kommenterer økonomien: USAs præsident, Joe Biden, vil i dag kommentere den økonomiske situation i USA.