En fest for nylig for politifolk og anklagere i Nordsjællands Politi resulterede i, at et stort antal medarbejdere blev sendt hjem, mens 10-20 personer er testet positive for covid-19, kunne Ekstra Bladet i denne uge afsløre.
Nu er Station Syd, som ligger på Ørnegårdsvej i Gentofte, lukket for borgerhenvendelser til og med 28. marts »grundet forebyggende foranstaltninger mod covid-19«, står der på hjemmesiden.
Man kan dog altid ringe til politiet, og som politiet desuden slår fast:
»Du er desuden velkommen til at besøge en anden politistation.«
I en mail til Berlingske skriver politidirektør i Nordsjællands Politi, Jens-Christian Bülow, at politiet forsøger at komme til bunds »sagen«.
»Nordsjællands Politi er fortsat i gang med at undersøge sagen, og vi har blandt andet ikke endnu kunnet tale med alle de relevante sygemeldte medarbejdere,« skriver han:
»Det billede, som lige nu tegner sig, er imidlertid, at der har været to forskellige sociale sammenkomster henholdsvis den 5. og 6. marts 2021, hvor medarbejdere fra blandt andet Nordsjællands Politi har deltaget. Begge sammenkomster er efter oplysningerne foregået i private boliger. Ved sammenkomsten den 5. marts skal omkring 14 personer have været samlet i et privat hjem, og heriblandt både politiansatte og anklagere. Den 6. marts skal omkring seks politiansatte have været samlet i et privat hjem.«
Ekstra Bladet kunne onsdag aften fortælle, at der havde været en »fest«, hvor både ansatte i Nordsjællands politi og ansatte i Anklagemyndigheden deltog. Jens-Christian Bülow omtaler den imidlertid ikke som en fest, og den er formentlig ikke startet på politistationen.
»Der er ikke noget, som tyder på, at de to sammenkomster er startet på politistationen i Gentofte eller på nogen af de andre stationer i kredsen eller har nogen sammenhæng med et fagligt arrangement i politikredsen,« skriver han:
»Smittetallet i Nordsjællands Politi blev i morges opgjort til 31 smittede, som dækker over 14 politiansatte samt 17 civilt ansatte. I alt 27 er i karantæne – 18 politiansatte og 9 civilt ansatte. Den 17. marts var der i alt 30 smittede, hvoraf 14 var politiansatte og 16 var civilt ansatte. Antallet af karantæneramte var 27 med 16 politiansatte og 11 civilt ansatte. Sammenligner man tallene er der noget, som tyder på, at det er lykkedes at inddæmme smitten, men det får vi først vished om i de kommende dage.«
Jens-Christian Bülow skriver, at smitteudbruddet ikke har betydet færre patruljer på gaderne i Nordsjælland, og at det kun har haft »en begrænset betydning for løsningen« af politiets opgaver.
»Det har dog været nødvendigt at udsætte op mod 10 retssager, og det er naturligvis meget beklageligt for de involverede borgere. Når Nordsjællands Politi er færdige med at klarlægge sagen, vil vi tage stilling til, hvad den måtte give anledning til for de involverede medarbejdere,« skriver han.