Politiet tror ikke på racistisk motiv – men på drabsstedet ligger en håndskrevet seddel om, at vi alle bærer ansvaret for hans død

Et bestialsk drab på en dansk-tanzaniansk mand i en skov på Bornholm er midt under en verdensomspændende kamp mod racisme blevet centrum for den danske debat om samme. På den ene side står markante debattører, der ser drabet som racistisk. På den anden side politiet, der forsøger at trække drabssagen ud af racismedebatten.

Ved dette shelter i Nordskoven ved Haslevej i Rønne på Bornholm blev en dansk-tanzaniansk mand dræbt natten til onsdag. Pelle Rink

Debatten om et voldsomt drab på en ung dansk-tanzaniansk mand på Bornholm forstummede hverken hen over weekenden eller i årets første rigtige sommerferieuge. En lang række debattører accepterer stadig ikke politiets udlægning af forbrydelsen.

Politiet meldte fredag ud, at de ikke anser motivet bag drabet onsdag nat for at være racistisk betonet, men at drabet i stedet var et resultat af en personlig relation, der gik galt.