Champagne, skaldyr og dyre biler.

Den såkaldte Hellerup-uge, hvor tusindvis af mennesker valfarter til Skagen i uge 29, er netop overstået.

Nordjyllands Politi havde derfor en øget tilstedeværelse i Nordjylland.

Nu gør de status over ugen.

I alt kastede ugen 1.181 bøder af sig i forskellige områder af Nordjylland, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

30 personer er blevet sigtet for at have kørt spirituskørsel. Men det er ikke kun champagne, der er blevet indtaget. Hele 24 personer er nemlig blevet sigtet for at have kørt narkokørsel. 50 personer er blevet sigtet for hastighedsoverskridelser, og i 13 tilfælde var speederen trykket så meget i bund, at kørekortet blev taget.

I alt delte Nordjyllands Politi 268 bøder ud for diverse overtrædelser af færdselsloven.

»Lad bilen stå«

Fotovognene i Nordjylland har også været på overarbejde.

De fangede hele 913 tilfælde af biler, der kørte for hurtigt.

Politiet måtte også beslaglægge en personbil, fordi bilisten for tredje gang kørte uden kørekort, ligesom bilisten blev målt til at have kørt 107 kilometer i timen på en landevejsstrækning ved Klarup. Bilen var heller ikke forsikret.

»Vores aktion har vist, at der er et betydeligt behov for vores kontinuerlige færdselskontroller. For i løbet af den korte tid, som vi foretog vores målrettede kontroller, blev der registreret en lang række af færdselsovertrædelser – overtrædelser, der kan være til stor fare for trafikanter og for trafiksikkerheden generelt. Det er sikkerhed på vejene for os alle, som det hele handler om; det er derfor, at vi udfører disse kontroller. Og fartoverskridelser, spritkørsel og uopmærksomhed i trafikken har vores store fokus, fordi mange alvorlige ulykker netop skyldes disse faktorer«, siger politikommissær Jens Falberg.

Den gode nyhed er, at årets Hellerup-uge har givet anledning til færre sigtelser end de tidligere år, lyder det fra Nordjyllands Politi. Men deres opfordring er stadig klar: »Lad nu bilen stå, hvis du har drukket.«