Den Uafhængige Politiklagemyndighed har på baggrund af de nye afsnit af TV 2-serien »Den sorte svane« besluttet at iværksætte en efterforskning.

De skal undersøge politiets »mulige strafbare forhold« vedrørende en »række af de episoder«, der fremgår af de nye afsnit. 

Det oplyser Politiklagemyndigheden på sin hjemmeside.

Tidligt i morges udkom TV 2 med to nye afsnit i dokumentarserien, der for et år siden væltede Danmark og afdækkede lyssky samarbejde mellem den kriminelle underverden og det etablerede samfund.

De to afsnit, der netop er udkommet, handler om muldvarpen Amira Smajic og hendes rolle som meddeler for blandt andet NSK – politiets National enhed for Særlig Kriminalitet.

Her viser TV 2 blandt andet en skjult optagelse, hvori politibetjente ifølge tv-stationens oplysninger instruerer muldvarpen Amira Smajic i at lyve under en afhøring.

Beskeder mellem Smajic og hendes kildeførere i politiet viser ifølge TV 2 også, at Amira Smajic stjal indholdet af en harddisk tilhørende en journalist fra TV 2 og efterfølgende aftalte at mødes med NSK til »harddiskgennemgang«.

Hun fotograferede og sendte også et billede af indholdet af en journalists notesbog til sine kildeførere.

Retsordførere står bekymrede tilbage

Danske politikere, som Berlingske har talt med, står nu bekymrede tilbage efter at have set de nye afsnit.

For hvis oplysningerne, der kommer frem, står til troende, er det ganske alvorligt, lyder det.

SFs retsordfører, Karina Lorentzen, vil nu bede justitsminister Peter Hummelgaard (S) om en »virkelig god forklaring«.

Det ser »vildt« og »mærkeligt« ud, siger hun.

»Min bekymring er, om der er sket ting, der ikke burde være sket, og om det har været decideret ulovligt.«

Hos Liberal Alliance kalder retsordfører Steffen Larsen sagen for bekymrende.

»Hvis alting, som det er gengivet i dokumentaren, er korrekt, så er det her meget alvorligt. Det vil kræve nogle forklaringer fra både justitsministeren og Rigspolitiet,« siger han.

Onsdag formiddag indkaldte justitsminister Peter Hummelgaard (S) Folketingets retsordførere til et møde.

Af hensyn til efterforskningen har Den Uafhængige Politiklagemyndighed ikke yderligere oplysninger om sagen.

Hvad siger politiet?

Som Berlingske tidligere har beskrevet, har holdet bag dokumentaren hele tiden været bevidst om Smajics samarbejde med politiet.

Årsagen til, at TV 2 holdt det hemmeligt, var, fordi det udgjorde en »øget sikkerhedsrisiko« for muldvarpen, lyder det i dokumentaren.

Det gør TV 2 også klart i de nye afsnit, hvor de gennem skjulte optagelser og chatbeskeder mellem muldvarpen og kildeordførere beskriver, hvordan en del af samarbejdet foregik.

Berlingske har fået en reaktion fra NSK efter TV 2s historie.

I et skriftligt svar siger politidirektør Lasse Boje, at politiet aldrig udtaler sig om sit »konkrete arbejde« på kildeområdet af hensyn til både kildernes sikkerhed og politiets arbejde. Derfor kan NSK heller ikke be- eller afkræfte, om en person har været kilde.

»Jeg kan således heller ikke forholde mig til de konkrete påstande og antagelser, som indgår i TV 2s program. Helt overordnet kan jeg dog sige, at jeg ikke genkender det billede, som TV 2 samlet set fremstiller af politiets måde at arbejde på, hvor politiet bliver beskrevet som både norm- og grænseløse,« udtaler Lasse Boje.

Han understreger, at brugen af kilder er et »vigtigt værktøj« for politiets efterforskning, der kan være »afgørende i forhold til politiets opklaring af alvorlig og samfundsskadelig kriminalitet«, og der løbende bliver ført kontrol med kildeføringen.

Via sin advokat afviser Amira Smajic over for TV 2, at hun har været involveret i bedragerisagen. Hun oplyser, at TV 2 har offentliggjort oplysningerne om hendes samarbejde med politiet i strid med den aftale, de havde.

Få det politiske overblik – hver dag

Nyhedsbrevet »Politisk morgenpost« dykker alle hverdage ned i den seneste udvikling på Christiansborg, analyser fra de fremmeste profiler og spændende debatter.