Plejehjemsbeboere mødte kun maskeklædte mennesker i rumdragter og spurgte: »Hvorfor er jeg alene?«

Myndighederne havde gjort klar til det store indryk af coronapatienter på hospitalerne, og sygehusene var også kommet forrest i køen til værnemidler. Men smitten slog for alvor ned på landets plejehjem – og der var ingen teststrategi til at fordrive den. To frontmedarbejdere fortæller om at svede på et coronaramt plejecenter.

»Jeg var drænet på en helt anden måde, end jeg plejer.« Den seneste måned har været barsk for 31-årige Pernille Parknov, der er social- og sundhedsassistent på plejehjemmet Porsebakken i Egedal Kommune. Der var seks coronasmittede beboere på hendes afdeling. Niels Ahlmann Olesen

På få dage gik plejehjemmet Egeparken i Ølstykke fra at være et hjem med kaffeslabberas, fællesspisning og fællessang til at være et sted, der mindede om en infektionsmedicinsk afdeling. Plejehjemsleder Louise Silbo Raft skiftede kjole og højhælede sko ud med sygehuslignende uniform, og medarbejdere blev trænet i at gå baglæns ud af beboernes lejligheder med afsprittende klude i hænderne.

Plejecenter Egeparken i Egedal Kommune blev ramt af coronavirus 23. marts. På det tidspunkt havde myndighederne endnu ikke udsendt retningslinjer om, at alle medarbejdere og beboere skulle testes i tilfælde af smitte på ældrecentrene. Så det var svært for personalet at finde ud af, hvor en smittekæde begyndte – og hvordan den kunne stoppes.