PET advarede regeringen om risiko for radikalisering af dansk kvinde og hendes to børn – tre år efter sidder de stadig i fangelejren

Et hidtil ukendt dokument fra Justitsministeriet viser, at PET i 2017 og 2018 gjorde det klart, at en etnisk dansk mor og hendes to meget små børn, der lever under traumatiserende forhold i al-Roj fangelejren i Syrien, kunne ende med at blive radikaliserede og ødelagte, hvis ikke familien blev hentet hjem til Danmark. Oplysningerne blev givet til samtlige ansvarlige myndigheder – men familien sidder stadig i Syrien.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) gjorde det i 2017 og 2018 klart, at en etnisk dansk kvinde og hendes dengang meget små børn på et og to år kunne ende som brutaliserede og radikaliserede, hvis de blev efterladt i fangelejren al-Roj i det nordøstlige Syrien.

Det fremgår af et fortroligt dokument fra Justitsministeriet, Berlingske har læst.