Navnet Sir Gary Streeter ringer måske ikke en klokke for de fleste danskere, men han er en af de længstsiddende medlemmer af det britiske parlament, hvor han har siddet siden 1992.
Han er medlem af det konservative parti, og han har netop annonceret, at han ingen tillid har til den konservative premierminister Boris Johnson, der i øjeblikket har fået skarpe beskyldninger for at have festet under coronanedlukningen i England på Downing Street 10. Skandalen kaldes »Partygate«.
På den adresse finder man den britiske premierministers officielle residens og tjenestebolig.
»Smerten og ofrene som størstedelen af den britiske befolkning har måtte leve med under nedlukningen er ikke forenelig med attituden og aktiviteterne fra de, der arbejder i Downing Street,« siger Sir Gary Streeter ifølge Sky News.
Han er en ud af 12 konservative politikere i parlamentet, der nu har underskrevet et brev, hvori det fremgår, at de ikke har tillid til Boris Johnson.
Det politiske pres stiger på Boris Johnson, i og med at politiet nu undersøger 12 forsamlinger, der angiveligt har fundet sted på Downing Street 10, mens der har været omfattende coronarestriktioner, skriver mediet.
Det er den såkaldte Sue Gray-undersøgelse, der skal undersøge en række sociale sammenkomster i både maj 2020 og i december 2020.
Boris Johnson har tidligere undskyldt i parlamentet for at have deltaget til fest under coronanedlukning.
Oppositionens leder, Keir Starmer fra Labour, har samtidig krævet Boris Johnson fyret.