Papfar med stærk appel til andre forældre: »Jeg håber, at I vil snakke med dem«

Den 13-årige piges papfar var mandag til stede i retten for at sætte ansigt på den 32-årige sigtede i sagen.

Den 13-åriges piges papfar indleder med at sige tak.

Tak til politiet, som har gjort et »fantastisk, enestående stykke arbejde« i sagen om hans 13-årige papdatter.

Tak til alle de danskere, som har bidraget med hjælp og støttende ord.

Det er dog ikke alle, som har haft gode intentioner med deres henvendelser, fortæller han.

Allan Gøgsig Nielsen var mandag til stede i Retten i Næstved, der besluttede at varetægtsfængsle en 32-årig mand i sagen.

Han havde på familiens vegne behov for at sætte ansigt på en mand, »som kan gøre ting ved børn, som han har gjort«.

Den 32-årige er sigtet for to forhold:

  • Det ene handler om langvarig frihedsberøvelse imod pigens vilje.

  • Det andet handler om, at manden ifølge anklagemyndigheden udsatte hende for voldtægt og andet seksuelt forhold end voldtægt.

Forsvarer Jens Otto Johansen oplyser, at den 32-årige delvist erkender sigtelsen.

Tusindvis af beskeder

»Jeg vil gerne takke den danske befolkning, som med al deres kærlighed og varme og beskeder og opkald dag og nat har været en utrolig støtte og hjælp,« siger Allen Gøgsig Nielsen uden for Retten i Næstved.

Her fortæller han, at han har modtaget tusindvis af beskeder – langt de fleste fra folk, som har ønsket at hjælpe.

Men ikke alle henvendelser har haft gode intentioner, fortæller papfaren.

»Desværre har måske 500 af dem været unge mennesker, som har haft behov for at lave telefonfis. Det vil jeg gerne appellere til, at I snakker med jeres børn omkring, hvordan man håndterer den information, som et telefonnummer er,« siger han:

»Jeg har været nødt til at tage hver eneste telefon, der har ringet. Vi håbede, at det kunne give os et svar. Det har været svært, og jeg håber, at I vil snakke med dem.«

Familien beder om ro

Den 32-årige mand bliver varetægtsfængslet frem til 11. maj. Det er retten kommet frem til efter mandagens grundlovsforhør.

Foran retten fortæller Allan Gøgsig Nielsen, at familien nu har brug for ro.

»Og det håber jeg, at I vil respektere. Det var det, jeg havde at sige.«

23. januar 2024: Citat taget ud af artiklen indeholdende navn på den 13-årige pige / red