På Facebook instruerer lægestuderende hinanden i at få dagpenge og undgå arbejde

Lægestuderende instruerer hinanden i, hvordan man kan omgå dagpengesystemet og slippe for at blive sat i arbejde. Det viser opslag fra en Facebook-gruppe, der modereres af foreningen Yngre Læger, som kalder det »uacceptabelt«.

Når lægestuderende er færdige på universitetet, skal de arbejde et år for at opnå tilladelse til selvstændigt virke. I månederne mellem uddannelsens afslutning og arbejdets start, forsøger lægestuderende at undgå arbejde og i stedet modtage dagpenge. Katrine Damkjær

I Facebookgruppen »Snart Yngre Læge« instruerer lægestuderende hinanden i, hvordan man kan få udbetalt dagpenge og samtidig undgå, at jobcentret sætter en i arbejde.

Det fremgår af to opslag og talrige indlæg, som Berlingske har set, der særligt drejer sig om perioden mellem færdig universitetsuddannelse og den såkaldte kliniske basisuddannelse (KBU), tidligere kaldt turnus, hvor man i et år er ansat i sundhedssektoren som sidste led i uddannelsen.

Ventetiden inden KBUens begyndelse kan ifølge Sundhedsstyrelsen vare op til fire måneder, hvorfor mange af de kommende læger skal finde en indkomst, når de har færdiggjort universitetet.

Og her vil flere personer altså helst undgå at arbejde og i stedet modtage dagpenge. Det ene opslag lyder således:

»Hej, er der nogen der har en trylleformular til, hvordan man holder sig gode venner med jobcenteret og modtager sine dagpenge, samtidig med at man har en dejlig sommer frem mod sin KBU? Jeg tænker blandt andet på, at man skal søge 1-2 job om ugen frem til 6 uger før ansættelsesstart. Der er måske job, man med fordel kan søge?«

Gode råd

Berlingske har læst to opslag i Facebookgruppen »Snart Yngre Læge« med knap 5.000 medlemmer, der ifølge gruppebeskrivelsen har til formål, at »du som kommende KBU-læge kan komme i kontakt med andre rundt om i landet og udveksle erfaringer med dem om afdelinger, lægepraksis mv.«

I disse to opslag beder studerende om råd til, hvordan man nemmest muligt kan få dagpenge og undgå arbejde inden KBU-start. Det er endnu ikke lykkedes Berlingske at få kontakt til personerne bag opslagene.

Der er ikke mangel på gode råd til personen, der efterspørger en »trylleformular«. Kommentarsporet er således fyldt med medstuderende, hvoraf mange tydeligvis har haft succes med at undgå arbejdsmarkedet.

»Samtaler med mennesker med »ansættelseskompetence« tæller også, som en anden har nævnt – jeg skrev alle mine tidligere chefer på og min bachelor- og kandidatvejleder,« skriver en og tilføjer en grinende smiley med sved på panden.

Et andet gruppemedlem giver følgende råd:

»Som jeg har hørt fra andre, handler det om at søge nogle job, du ikke er kvalificeret til. Desuden tæller det også, at man har »spurgt« nogle. Og det er ikke et krav, at du videregiver kontaktoplysningerne på dem, du har kontaktet.«

Andre skriver, at man kan søge fiktive job, være inaktiv i vikarbureauer eller skrive umotiverede ansøgninger.

Opslaget får i alt otte kommentarer, der alle indeholder råd til at få udbetalt dagpenge og undgå arbejde. Personen bag opslaget kvitterer med at skrive »mange tak for gode svar«.

De »gode« råd kommer der flere af senere i artiklen.

»Uacceptabelt«

Facebookgruppen styres og modereres af Yngre Læger, der er en del af Lægeforeningen.

Berlingske har præsenteret Yngre Læger for opslagene og kommentarsporene, hvor der udveksles tips og tricks til at omgå systemet og få udbetalt dagpenge uden for meget besvær.

I et skriftligt svar oplyser organisationen, at opslagene ikke hører hjemme i gruppen, og at de burde have været slettet:

»Det er naturligvis uacceptabelt, at vores platform bruges til den slags. Det er i strid med formålet med gruppen, som er, at KBU-læger kan udveksle erfaringer om deres KBU-forløb. Vi holder løbende øje med indholdet på siden, men har desværre overset de to pågældende indlæg, som burde have været slettet. Det har vi sørget for, at de er blevet nu.«

Yngre Læger skriver også, at opslagene ikke er udtryk for en generel tendens blandt lægestuderende.

»De to indlæg er i øvrigt ikke repræsentative for den indstilling, vi møder blandt nyuddannede, yngre læger.«

Fiktive oplysninger

Det andet opslag i »Snart Yngre Læge« er fra april. Her spørger et gruppemedlem, om »nogen har erfaringer med dagpenge inden KBUen« og fortsætter:

»Jeg er i den situation, at min KBU først starter fire måneder efter sidste eksamen. Kan man som medlem af en A-kasse få dagpenge i hele den periode? Og i så fald – skal man igennem samme jobansøgningsprocesser som andre ledige med min. 2 jobansøgninger pr. uge osv.?«

Opslaget får 17 kommentarer, hvoraf langt de fleste er længere beskrivelser om folks erfaringer med at omgå systemet.

»Jeg havde 3 måneder mellem mine, og jeg søgte bare to weird job om ugen (vuggestue osv. ….). Har aldrig været i direkte kontakt med a-kassen kun en del af urelevante gruppemøder. Så ja, du kan få dagpenge, men du skal søge job (i det mindste skrive at du gør), men du bliver med garanti ikke sendt i job, hvis du ikke ønsker det,« skriver en i kommentarsporet.

En anden skriver meget eksplicit, hvordan han har givet »fiktive oplysninger« til jobcentret for at undgå at komme i arbejde.

»Husk det er nok med en mundtlig eller tlf.-opkald til en arbejdsplads og så skrive de ikke havde noget job til dig. Så har hørt om (selvfølgelig ikke mig selv) at du bare kan skrive sådanne fiktive oplysninger ind, som jo alligevel ikke kan tjekkes.«