På en tom grund i Ørestad præsenterede overborgmesteren visionerne for fremtidens idrætsliv: »Vi bliver aldrig nummer et«

Idrætsfaciliteterne i København er for få, og kommunen halter bagefter mange andre kommuner på området. Det vil Socialdemokratiet gøre op med i et nyt udspil om fremtidens idrætsfaciliteter i hovedstaden.

Overborgmester Lars Weiss (S) vil sikre, at københavnerne får flere og bedre idrætsfaciliteter, fordi kommunen rangerer lavt på både større idrætshaller, fodbold-, tennis- og svømmefaciliteter sammenlignet med andre store kommuner. Her i Ørestad, hvor der skal opføres nye kunstgræsbaner. Tobias Kobborg

Et bremsende metrotog synger i baggrunden på Vestamager Station ved Ørestad i København. Her har Københavns Kommune opkøbt en grund, som inden for de næste par år skal blive til tre kunstgræsbaner.

Årsagen er, at der er for få idrætstilbud og for lange ventelister, når børn og unge vil dyrke idræt i København. Og de tre boldbaner ved Vestamager Station er langt fra det eneste, der skal ske på idrætsområdet, hvis det står til Socialdemokratiet i borgerrepræsentationen i København.