Ordførere vil i dag slå et slag for en genåbning i særlige dele af landet

Ved et møde i dag vil Det Konservative Folkepartis sundhedsordfører argumentere for en snarlig regional genåbning. Der er behov for at slække på grebet, siger han, og SF bakker til dels op, men forholder sig afventende på eksperternes vurdering.

Det Konservative Folkepartis Per Larsen vil i dag bringe muligheden for regional genåbning på banen. SF bakker op og siger, at der er behov for det. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Klokken ti fredag er sundhedsordførerne indkaldt til følgegruppemøde. Der er ingen dagsorden, men ordførerne har allerede pakket kufferten med spørgsmål om regionale genåbninger for kommuner med lav smitte.

På det seneste har flere partier i Folketinget ment, at regionale genåbninger ville være en god idé, og i går begyndte regeringen også at tø op over for muligheden. De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, fortæller, at der uden tvivl vil blive talt om regionale genåbninger ved mødet.

»Jeg vil helt sikkert slå et slag for de regionale genåbninger i dag,« siger han.

Hvorfor er det så vigtigt?

»Vi har nogle kommuner, hvor incidenstallene er ganske lave, og nogle, hvor de er nul. Jeg kan undre mig over, at skoleeleverne skal blive hjemme, når tallene er så lave. Små butikker og frisører burde kunne åbne forsigtigt, så de kunne få noget omsætning.«

I 15 kommuner ligger incidensen fredag morgen under myndighedernes bekymringsgrænse på 20. To kommuner har nul smittede, og tre kommuner har et enkelt smittetilfælde.

Man bør derfor kunne begynde at slække lidt på grebet, mener Per Larsen, og det kan særligt ske i de sydjyske kommuner, der står for en meget begrænset del af smitten. Man bør dog afholde sig fra at lempe restriktionerne i kommunerne på Københavns Vestegn, hvor smitten er høj.

SFs sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, er enig, men er mere tilbageholdende, da hun vil vente at se, hvad eksperterne foreslår.

»Jeg er ikke ekspert på, hvordan man gør det på en klog måde. Vi lærte sidste gang, at hvis man åbner for restauranter ét sted og lukker et andet, så begynder folk at pendle. Den situation vil vi gerne undgå. Vi bliver også nødt til at spørge økonomerne, hvad det vil gøre ved konkurrencesituationen, hvis man forestiller sig, at man åbner for udvalgte steder,« siger hun.

Til Berlingske udtalte professor i virologi på Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen torsdag, at han er begyndt at bløde op over for muligheden for de regionale genåbninger. Et vilkår måtte dog være, at man ikke åbner for ting, som vil tiltrække borgere fra kommuner med høj smitte. Åbningerne skulle omfatte ting, som er »lokalt forankrede«.

»De kloge forslag venter i en tid, hvor vi gerne snart skulle i gang med genåbningen, og på den anden side også skal forebygge, at vi får smittekæder, som kan vokse meget hurtigt,« siger Kirsten Normann Andersen.

Hun nævner, at den britiske virusvariant B.1.1.7 er en joker i spillet, da den spreder sig hurtigere end den ellers velkendte virusvariant, og netop den britiske variant fik i går i DR Viggo Andreasen, der er lektor og forsker ved Roskilde Universitet med speciale i matematisk epidemiologi, til at efterlyse flere restriktioner.