Godmorgen, kære læser, og velkommen til.
Dagens overblik kommer vidt omkring – fra et Tyskland, der ikke magter flere flygtninge, til et vaskeægte kunstmysterium i Amsterdam.
Vi begynder dog lige her i København.
Stort Mærsk-byggeri møder omfattende kritik
Der er bekymring for, hvordan fremtiden på Amaliegade i Indre By kommer til at se ud.
Her har Mærsk nemlig planer om at udvide deres hovedkvarter – og nedrivningen af de eksisterende bygninger er allerede i fuld gang.
Men både Slots- og Kulturstyrelsen, Akademiraadet og Indre By Lokaludvalg er bekymrede for, at det nye byggeri ikke passer ind.
Flere frygter, det vil have betydning for, hvorvidt område, der også omfatter Amalienborg og Marmorkirken, kan blive optaget på UNESCOs prestigefyldte verdensarvsliste.
Angela Merkels berømte motto gælder ikke længere
Wir schaffen das – nicht.
Angela Merkels berømte citat fra flygtningekrisen i 2015 gælder ikke længere. Tyskland magter det ikke længere.
Landet har suspenderet sin deltagelse i den såkaldte »frivillige solidaritetsmekanisme«, hvor en række EU-lande siden 2019 har accepteret at modtage en portion af de migranter, der hvert år ankommer til unionens frontlinjestater.

Antallet af migranter, der søger asyl i Tyskland, er steget eksplosivt de seneste måneder. Alt tyder på, at stigningen vil fortsætte.
Men den officielle forklaring er kun en blandt flere, skriver Berlingskes korrespondent Martin Tønner.
Den opsigtsvækkende beslutning handler også om ondt blod og afgrundsdyb mistillid til et andet EU-land.
Historien får du her hos Berlingske.
Venstre-ordfører melder klart ud i betændt diskussion: »Så slår man erhvervet ihjel«
Kort efter valget var Jakob Ellemann-Jensen (V) ikke i tvivl:
At kæmpe mod en CO₂-afgift på landbruget var helt og aldeles forgæves.
I forrige uge erklærede Venstre-formanden sig så »helt enig« i, at det var bedst at lægge afgiften på forbrugsvarerne frem for landmandens produktion.
Derefter forsøgte Berlingske at opklare, hvad Venstres politik egentlig var – uden synderligt held.
Held har de til gengæld haft hos Jyllands-Posten, som har fået partiets landbrugs- og miljøordfører, Erling Bonnesen, i tale. Han har en klar, omend opsigtsvækkende udmelding:
Partiet ser gerne, at den kommende CO₂-afgift lægges på varer som oksekød og mælk, så forbrugeren skal betale ekstra for de varer, de hiver op af køledisken.
Ikke på landmændene, hvis gårde og dyr rent faktisk står for udledningen – på trods af, at førende eksperter vurderer, at afgiften skal lægges hos landmændene for at være effektiv.
»De overser, at hvis man bare smækker en afgift på landbruget uden at tage hensyn til, om teknologien til en grøn omstilling er klar, så slår man erhvervet ihjel,« siger Erling Bonnesen til Jyllands-Posten.
Artiklen kan findes i dagens Jyllands-Posten – men var ved dette overbliks deadline endnu ikke udkommet digitalt.
Pludselig dukkede en mand op med værdifuld van Gogh i blå IKEA-pose
Vi runder dagens overblik af med at opklare et vaskeægte mysterium.
»Forår i Præstehaven i Nuenen« – malet af Vincent van Gogh i 1884. Stjålet på et museum i Amsterdam i 2020.
Denne uge indleveret til en kunstdetektiv i et blåt IKEA-net.

Detektiven, Arthur Brand, har efterforsket tyveriet og søgt efter kunstværket i tre år. Nu har han fået maleriet til en værdi af 156 millioner kroner leveret af en mand, der har betinget leverancen på at være anonym.
Mere om den mystiske historie kan du læse her.
Det sker i dag:
De fire første F-35-fly ventes torsdag eftermiddag at lande på Flyvestation Skrydstrup i Sønderjylland.
Krydstogtsskibet Ocean Explorer med 206 passagerer ombord sidder fortsat fast, efter det mandag stødte på grund i Nordøstgrønland. Efter fejlslagne forsøg på at hjælpe skibet, oplyser Arktisk Kommando, at man arbejder hårdt på at få inspektionsfartøjet Knud Rasmussen frem inden for de nærmeste dage.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, besøger Dansk Industri for at mødes med direktør Lars Sandahl Sørensen og en række topchefer – derefter skal hun navngive et nyt Mærsk-skib drevet af biometanol.
SVM-trioen Frederiksen, Løkke og Ellemann fortsætter deres »Sammen om et bedre Danmark«-turné rundt i det danske. I dag i Kolding og derefter Slagelse.
NASA holder pressekonference om ufoer i anledning af en ny rapport, som undersøger uidentificerede luftfænomener (UAP).




