Det var en besked på Facebook, der først fik Naser Khaders alarmklokker til at ringe:
»Jeg skammer mig over at være i familie med dig.«
Afsenderen på den omkring seks år gamle besked var et kvindeligt familiemedlem. Folketingspolitikeren har tidligere til Berlingske fortalt, at han har kendt hende, siden hun var lille og mødt hende til bryllupper, fødselsdage og begravelser.
Naser Khader beskrev ved samme lejlighed kvindens forældre som »ikke udpræget religiøse«, men at de vidste, deres datter »flirtede« med islamismen:
»Det, at hun tog skridtet – det skete lige pludselig.«
I dag skal han vidne i en sag, hvor hun sidder på anklagebænken.
Den nu 23-årige kvinde er tiltalt for det pludselige skridt: At være rejst til Tyrkiet og videre til terrorregimet Islamisk Stat i Syrien. Hun er også anklaget for at tilskynde sin lillesøster til at gøre det samme.
Søsteren blev i 2018 og igen i Østre Landsret i 2019 idømt tre års fængsel for et mislykket forsøg på at tilslutte sig terrororganisationen.
At sige, at Naser Khader har haft et tumultarisk 2021 er en underdrivelse.
Han blev sygemeldt i april, få dage efter flere personer stod frem i Berlingske og fortalte, at Naser Khader havde truet dem og blandt andet kontaktet deres arbejdsgivere. I juli fortalte en række kvinder, at Khader havde udsat dem for seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd.
8. august fortalte folketingsmedlemmet på Facebook, at han var »tilbage«. Men onsdag, ti dage senere, meddelte han sin afsked fra De Konservative.
En advokatundersøgelse er afgørende for, at Naser Khader ikke længere kan være medlem af partiet, oplyste De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, på et pressemøde.
Stod frem med familiehistorie for at advare om »radikaliseringssygdommen«
Naser Khaders terroranklagede familiemedlem nægter alle anklager om, at hun skulle have opholdt sig i Syrien og været en del af Islamisk Stat.
Hun hævder i stedet, at hun rejste til Tyrkiet for at være sammen med en kæreste, som hun havde mødt på sociale medier. En forklaring, hendes mor bakkede op om onsdag ved Retten i Glostrup.
Den forklaring stemmer meget dårligt overens med, hvad Naser Khader tidligere har fortalt om kvinden.
»Jeg hører fra familiemedlemmer tæt på hende, at hun har fundet en, som hun først har kommunikeret med via de sociale medier, og nu bor hun i Raqqa, Islamisk Stats selvudnævnte hovedstad,« sagde han til Berlingske i 2017, et halvt år efter kvinden var rejst ud af Danmark.
Han stod frem med sin families historie for at advare andre om det, han kaldte for »radikaliseringssygdommen«, forklarede han.
Kvinden blev anholdt af tyrkiske myndigheder i marts 2019. Og selvom hun er i familie med Naser Khader, skulle danske myndigheder ifølge ham ikke røre en finger for at få hende hjem.
»Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at holde hende væk fra den danske grænse,« sagde han til Berlingske.
Kvinden kom til Danmark i juli 2020 og har siden siddet varetægtsfængslet. I den forbindelse bekræftede Naser Khader familieforbindelsen i et Facebook-opslag:
»Ja, det er min halv-grandniece, der er anholdt.«